I foråret 2020 skulle det være ... én af de helt store, en ægte valsekonge, Franz Lehár, ville være fyldt 150 år.
Alt imens ingen andre rigtig syntes at tage notits af det skarpe hjørne heroppe på de nordlige breddegrader, forberedte OperetteKompagniet en gedigen hyldest til den, især blandt en hel ældre generation, ellers så populære tonesætter. Vi kunne simpelthen ikke sidde det overhørigt ... tværtimod, det skulle markeres i pomp og pragt - og med en udsøgt galla!
Firmaet til bevarelse af trefjerdedelstaktens ve og vel ligger inde med musikken og arrangementerne, trioen og det nyoprettede Young Artists Ensemble, og ikke mindst den fornødne flair og stil. Bremen Teater blev lejet, et forrygende program strikket sammen, champagnen købt ind. Men ak ... en vis virus kom i vejen, og Danmark blev lukket ned!
Det skulle dog ikke hedde sig ... og efteråret blev istedet taget i brug. Om det så skulle være på en hverdagsaften, uden pause og servering samt med alskens forholdsregler, måtte der slås et slag for vores forbillede fra det centraleuropæiske. Franz fødtes og voksede op i Budapest, studerede i Prag og spenderede det meste af sit voksenliv i Wien. Hele 38 operetter og syngespil blev det til, mange af dem opføres som bekendt stadig overalt i verden.
Mandag d. 2. november havde salen ved Vesterport, Spies´ gamle domicil under navnet Mercur, tilovers, og derved blev det. De syv unge sangere fortolkede hit på hit, i skønne rober og med håret sat - den omrejsende tenor, Magnus Vigilius, lagde vejen forbi og fyrede Den ist mein ganzes Herz af, så taget løftede sig - og Lehár-trioen, kyndigt ledet af Carol Conrad, rev i strenge og tangenter, som gjaldt det livet. En halv sal, for sådan var de aktuelle restriktioner, nynnede med hele vejen igennem - og sikkert også hele vejen hjem. En aften til historiebøgerne ...
Direktørerne-for-det-hele blev enige om, at dette måtte der partout gøres mere ud af. Turnéproduktionen den følgende sæson skulle helliges manden bag Den Glade Enke, Smilets Land, Giuditta, Paganini og Zarewitsch. Også selvom han imellem tiden ville være blevet halvandet år ældre ...
Inden 2021/2022 blev skudt i gang forelå således en rigtig forestilling - dramaturgi, dialoger og oversættelser klar til at blive dykket ned i. I 1. akt er vi hjemme hos hovedpersonen selv, der smider en fest for nogle særligt inviterede gæster, der alle kan danse og synge. Fra det veldækkede bord slår de én efter én på glasset og hædrer deres vært med anerkendende gloser og sjove anekdoter, inden de kaster sig ud i arier og duetter på prosceniet. Glæd jer til Carina Tybjerg Madsens `hede læber´, Marie Dreisigs bøn om at blive elsket `på jord som i himlen´, Sidsel Aja Eriksens muse, der forkynder om, at `der engang var en vals´, Jonathan Koppels manifestation om, at `verden er underfuld´ og William Jønch Pedersens inciterende fortælling om, hvem der er hans `hele liv´.
Efter at have bedt sine venner, til toner fra den uimodståelige Volgalied, om at mindes de mange, der af naturlige grunde har måttet forlade verden før ham, opsøges Lehár, spillet af Thomas Peter Koppel, af en bekendt fra fordums tid, der gør en ganske chokerende entré. Hvem Denise Wencke Gjernøe giver sig ud for, må man indløse billet for at finde ud af ... Dem, der har oplevet skuespillerinden i OperetteKompagniets tidligere opsætninger, vil vide, at der aldrig er et kedeligt øjeblik! Også komponistens bedste ven fra anno dazumal, hans protagonist som førsteelsker par excellence, Richard Tauber, stiftes der, som antydet lidt længere oppe, selvsagt bekendtskab med.
Når truppen er blevet enige om, at nu skal man videre ud i byen, går turen til, ja, hvor ellers, Maxim - hér fordeler de udøvende rollerne imellem sig, og i 2. akt bydes vi så på highlights fra Den Glade Enke, selve Franz Lehárs magnum opus, der så dagens lys i december 1905 på Theater an der Wien. Vidste du, at den spillede 500 gange i træk, hver aften med udsolgt hus? At den opnåede over 700 af slagsen i London straks efter? New York gik i en Merry Widow-rus! I Buenos Aires spillede den på fem forskellige teatre - samtidigt! Den produceredes tillige på et urskovshotel langs floden Zambezi i det sydlige Afrika! Tænk, 20.000 opførelser på 10 forskellige sprog i løbet af de første fem år ...
København var også hurtig på aftrækkeren, og i 1906 kunne man opleve dette mesterværk indenfor sin genre på Casino Teatret, hvor det ligeledes vakte jubel. Fremkaldelserne var ekstatiske og slog på det kraftigste fast, hvordan folket havde taget den ombejlede melodimager til sig, som Illustreret Tidende kunne berette om.
Midt i november indledte vi prøveforløbet på vores show - et ikke-lineært drama, dog tilsat en rød tråd, der binder alle de musikalske idéer sammen og gør udtrykket helt og personligt. Formen skal være i orden, danseoptrinene, timingen, spillet, både det udadvendte og dét mellem linjerne, og ikke mindst musikken, der skal over scenekanten, leve videre og fortsætte traditionen på behørigste vis. Også her 150 år efter ...
Men, endnu engang ak, fem uger senere blev kulturen atter lukket ned ... og vi missede vores førsteopførelse i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Samt vores egen arrangerede Københavner-begivenhed, igen på Bremen, hvor små 450 publikummere, trods pandemien, havde indhentet adgangsbevis med forventningens glæde. Begge events er heldigvis flyttet til et senere tidspunkt på året ...
Nu ser det endelig ud til, at det skal lykkes! Premiere-weekend ... Lørdag d. 29. januar slipper vi efter planen livsglæden løs i Lynghøj Teatersal i Roskilde, og dagen efter i Galaksen i Værløse. Og herfra håber vi så på en uafbrudt turné på landevejen, der bringer budskabet ud til i alt 12 danske byer rundt om i landet.
Den har været længe undervejs ... men, hey, det lehárske tonesprog har jo vist sig at være tidløst!