TEGNERS, ØNSKER, PREMIERE & WIEN!
- Thomas Peter Koppel
- 31. aug.
- 3 min læsning

En operettesæsons opstart foregår i august, hvor havekoncerterne og festivalerne så småt går på hæld, de lyse aftener bliver færre og en intens prøveperiode løber af stabelen. I september er folk så endeligt vendt tilbage fra sommerlandet og klar til bylivets fristelser igen!
Det er dog ikke, fordi vi har ligget på den lade side ... Den sidste måneds tid har stået på en gedigen fødselsdagsfejring jo, underholdning en masse, foredrag, og så har ensemblet her været en tur forbi så forskellige hjørner af riget som Tisvilde, Lolland og Vendsyssel og sprede vigtige budskaber. Og, ja, de indledende forberedelser på den fortkommende turné er såmænd også påbegyndt ...
Sidstnævnte er en fuldtidsaffære, og for at få maskineriet til at køre som smurt er der brug for mangeartede og eklatante ekspertiser. Den mindste, tidsrigtige rekvisit skal opsøges, omskiftelige lyseffekter udtænkes, og den bragende musiceren på de skrå etableres og times. I kan godt begynde og glæde jer - sådan ser ruten ud for OperetteKompagniets store satsning i 25/26, Solitudevej ... og alle de andre Revy- & Filmperler, hvor der i øvrigt meldes om et endda rigtigt fint billetsalg:
Fre. d. 19. Sep.: Herning Kongrescenter (PREMIERE)
Lør. d. 20. Sep.: Elværket i Frederikssund (UDSOLGT!)
Søn. d. 28. Sep. (kl. 16): Fredericia Musicalteater (UDSOLGT!)
Søn. d. 28. Sep. (kl. 20): Fredericia Musicalteater (-EKSTRA-)
Søn. d. 5. Okt.: Slagelse Teater (FÅ BILLETTER ..)
Lør. d. 29. Nov.: Jyllinge Skole i Gundsø
Fre. d. 9. Jan.: Viborg Teater
Lør. d. 10. Jan.: Vendelbohus i Hjørring (UDSOLGT!)
Søn. d. 11. Jan.: Det Musiske Hus i Frederkshavn
Lør. d. 17. Jan.: Det Ny Ridehus, Næstved (FÅ BILLETTER ..)
Fre. d. 23. Jan.: Nakskov Teater
Søn. d. 25. Jan.: Bremen Teater i København (FÅ BILLETTER ..)
Lør. d. 7. Feb.: Sønderborg Teater
Søn. d. 8. Feb.: Stadttheater Flensburg, DE
LÆS OM FORESTILLINGEN OG ALLE DE MEDVIRKENDE LIGE HER:
Som bekendt gør firmaet til bevarelse af trefjerdedelstaktens ve og vel sig i alskens repertoire, der gladeligt sendes på landevejen i tide og utide. Den koppelske fortælling om fire musikalske generationer gennem over 100 år er nu nået til Tegners Museum & Statuepark i Nordsjælland, hvis Stearinlysfester er lidt af et tilløbsstykke. Vi kan stolt meddele, at vores bidrag fredag d. 5. sep. solgte lige så hurtigt ud som Emma Sehested-Høegs ugen efter!
DER ER VENTELISTE TIL BEGGE ARRANGEMENTER - FØLG MED HER:
Lone, Thomas Peter & Jonathan med det berømte efternavn omringes af så fine kolleger som sopran Vibeke Kristensen, pianist Irene Hasager og guitarist Allan Sjølin. Special Guest er ingen ringere end Christina Bjørkøe, der ellers har farligt travlt med at forberede sig til Chopins 1. med Cph. Phil. senere på måneden. Musikken er fortrinsvis af Herman D., men også Savage Rose er repræsenteret og ligeledes noget så sjældent som et uddrag fra en opera af Anders Koppel. Programmet tæller ellers alt fra korte klaverstykker til firehændigt brilleren bag de sort/hvide tangenter, den lystige Vise om den giftelystne Bente til den evigtpopulære Sangen om Larsen, en nyfortolkning af Otto Brandenburgs Ørkenhyrden til Aksel Schiøtz-klassikeren Solhvervssang med tekst af Johannes V. Jensen. Anekdoterne står i kø denne aften, og så forlyder det, at der vil være indtil flere overraskelser undervejs ...
Apropo turnélivet ... er der én, der formentlig har besøgt hver en by på hvert et motorvejsskilt, så er det hende fra FIGAROS, landets sjoveste sopran, multikunstnerinden med egen flise i Nykøbing Falster, Lisbeth Kjærulff! Hvis ikke det er oplagt at sætte hende i kløerne på den uforlignelige pianist og ekvilibrist med gloser, der til stadighed skriver navneord med stort, Jacob Beck, og så direktøren-for-det-hele i dette øjemed, Thomas Peter Koppel, så ved vi snart ikke hvad ... Ønskekoncerten finder sted søndag d. 14. sep. kl. 14 i Frederiksbergs lille kulturhus, Metronomen - der kan seates 90, og der er 11 ledige pladser.
TUNE IND HER - DET BLI´R EN FEST!:
De næste ugers travlhed afsluttes i operettens højborg, Wien, hvor Thomas tre dage i træk får lov til at lade røsten runge så fornemme steder som i Musikverein, Villa Coburg, Villa Pallavicini med flere - og dét med en kvintet af musikere fra selveste Wiener Staatsoper! Bare fordi man er fyldt 60 år, holder man ikke op med at lære, udfordre sig selv eller spise kirsebær med de store ;-)
! VI SES DERUDE !


Kommentarer