SIDSTE SØNDAG I HAVEN OG SIDSTE STOP PÅ SOLITUDEVEJ!
- 28. jul.
- 2 min læsning
Først kom Divaerne, sang - og sejrede. Så fulgte den traditionelle Koppel & Søn - med et stænk af Rondine-feber i form af en very special guest. I søndags var der dømt mandehørm, da Jensen, Knop, Koppel & Sjølin tog sig af Otto, Dario, John, Tom, Mario & lidt Elvis ...
Næste søndag er så sommerens sidste musikalske af slagsen i Havesalonen i Tisvilde.
Og vi slutter af med et brag ...

Fra sidste sæsons succes af en turnéforestilling, Solitudevej ... & alle de andre Revy- & Filmperler, bydes der på de allermest uundværlige af hitsene fra en gylden epoke indenfor den populære del af sangskattens kulturarv. Blandt andet titelmelodien, ikke udført bedre siden Elga Olgas originalversion, vil vi vove at påstå ...
Uimodståelige Vibeke Kristensen er fortolkeren, akkompagneret af Louise Schrøder bag keyboardets tangenter. Ved deres side figurerer i løbet af eftermiddagen henholdsvis Signe Asmussen, der giver sig i lag med Månestrålen og Fløjlsgræs med mere, Bo Kristian Jensen og hans uforlignelige Manden på Risten og Thomas Peter Koppel, der joiner sin tenorkollega i både Will You Give Me Love og Der kommer altid en Sporvogn og en Pige til. Lydmagiker Thomas Goschebart styrer atter knapperne på lydpulten.
Højsæsonens events i det lille amfiteater gik hen og blev tilløbsstykker - i alt vil over 500 have entréret gennem havelågen, når den syvende festival går på hæld i weekenden. I den forbindelse gjorde det jo ikke noget, at vejret teede sig hver gang. Også til den opkommende koncert, nærmere betegnet d. 2. august kl. 14, loves der sol fra en blå himmel med kun enkelte skyer til at skabe balance, ingen nedbør og 22 grader. Der er 25 pladser tilbage ...
VEL MØDT I HAVEN I DET NORDSJÆLLANDSKE
TIL KYSTENS BEDSTE FROKOST,
OG HVOR VI SELVFØLGELIGT SLUTTER AF MED GLEMMER DU ...
( haveprogrammet for 2027 annonceres ... lige straks! )


Kommentarer