Jeg har fået at vide, at jeg altid har sunget. Når jeg kom cyklende hjem, når jeg spillede bold ude på vejen, sågar når jeg lavede lektier.
Det fremstår på ingen måde fremmed for mig, for der har jo altid været musik i mit liv, så langt tilbage jeg kan huske. De fleste mennesker omkring mig har beskæftiget sig med musik, så godt som alle døgnets vågne timer har indeholdt musik.
(kapitel 1)
Endnu før Herman var født, havde hans far købt et klaver til ham og gjort op med sig selv, at han skulle spille. Dengang diskuterede man ikke arv og miljø, men planlagde for sig selv og sit afkom. Og man skal ikke tage fejl af, at dét at være "fra et hjem med klaver" udadtil, og specielt i det øvrige indvandrermiljø, var lig med en vilje til social opstigen, der blev lagt mærke til.
En småborgerlig ambition, der under alle omstændigheder kom til at bestemme Hermans livsbane som én af sin generations ypperste pianister og en internationalt anerkendt komponist. Ligeledes var den katalysator for et fremtidigt familieliv med fire børn, der på hver deres område alle ville blive opslugt af musik.
(kapitel 5)
Når min mor havde fået placeret sine läkeroler i kulissernes afkroge, varslede de klokkeklare "slag på stang" og dæmringen af salslyset skraldet fra de første akkorder af Tosca. Og endnu en aften på kontoret.
Et ikke helt gennemsnitligt ét jo. Med altid nyt støv i projektørlyset. Efter den manuelle hævning af først jerntæppet og nu røde "Tata" luftedes en live-åbenbaring, hvor alt kunne ske.
(kapitel 7)
En ganske enkelt utrolig tanke, at Jonathan skulle gå i sin fars fodspor og 25 år efter, i samme alder, på samme scene, stå i samme rolle.
(kapitel 9)
Fem minutter før åbningsforestillingen, hvor vi skulle bryde ud som tidens flunkende nye operetteforkæmpere, kiggede Carol og jeg lige hinanden i øjnene.
Vi satte en nervøs latter op, og sveden piblede akut frem. Inderst inde anede vi dog, vi havde fat i noget.
(kapitel 13)
Mine onkler var de sejeste. De gik i trendy tøj. De røg smøger og sikkert det, der var stærkere. De havde en fed holdning og frygtløse holdninger. De var fra beaten, og de var langhårede.
I mine morforældres hjem i Trørød var der en mellemgang, der gik igennem det meste af huset, også badeværelset, og børneflokken susede svedigt afsted og rundt om de mange hjørner.
Jeg stoppede brat op ved synet af Thomas siddende på kummen og spurgte: "Hvor langt hår skal du egentlig have?" "Så langt, så jeg kan tørre mig selv i røven med det!", var hans cool svar.
Jeg godtog det og løb videre.
(kapitel 14)
Vi blev sendt på sminkekursus i opløbet, så vi kunne gøre os ud for propre asiatere. Noget, tilhængere af disse års sprængfarlige krænkelseskultur nok ville harcelere over.
Opera er totalteater, og omvendt finder jeg det på min branches vegne forulempende, at der trædes ind over den kunstneriske tærskel og illusionsdræbende skrælles af vor faglighed. Vi er ikke realityfreaks, men alsidige og konstruktive gengivere af alverdens folkesagn. Gud véd, om det ikke også går hen og bliver injurierende for nogen, at vi hele tiden synger?
(kapitel 15)
"Og så ønsker vi, og jeg personlig ønsker, lykke til og beder om, at der passes godt på og værnes værdigt om gaven. Lad være med at lave om på den. Og udnyt den, udnyt den optimalt".
Skibsrederen havde talt. Men arkitekten abdiceret, teaterchefen takket nej. Og størstedelen af arbejdsstyrken ville helt enkelt ikke derud.
(kapitel 16)
Jeg vil aldrig nogensinde forstå, hvorfor det var kunsten, der skulle lægge for. Det må da være det sidste sted, man fører kniven. Det er jo varen, der er til salg, og slækker du på både kvantiteten og ikke mindst kvaliteten desangående, er du inde og rode ved selve kernen og samtidig ude på det yderste skråplan. Her er der jo ikke tale om bare at løbe dét hurtigere eller synge dét kraftigere.
Dette var utilbørligt, som at brænde bøger, hive blade ud af noder. Hvad er det, den ubehjælpsomme kejser siger til Mozart i Amadeus: "Too many notes ..!"
(kapitel 19)
Førstevælgeren ville nok have nøjedes med bare en enkelt faderfigur. Og afskeden med teatret måtte godt have føjet sig mere sindrigt.
Men var jeg så blevet den, jeg er?
I tematikker, hvor jeg har haft medindflydelse, kunne jeg måske have været mere kræsen.
Jeg har ikke tilladt mig det ...
(kapitel 20)
BESTIL HER:
www.operettekompagniet.dk/product-page/vær-ikke-kræsen-kunstner-iværksætter