top of page

OPERETTEKOMPAGNIET ÅBNER COPENHAGEN OPERA FESTIVAL!

  • 23. jun.
  • 3 min læsning

Festivalsæsonen er langsomt ved at åbenbare sig ... og de fejringer, der er til for operaens fremme, ligger af en eller anden uvis grund allesammen i august-måned. Men ... vi når det meste - og OperetteKompagniet får besøgt tre af slagsen i år, i tre forskellige landsdele.


Vi kommer til det midtjyske, vi svinger syd om Sjælland, og vi lægger også vejen forbi brostenen - nærmere betegnet til Herning Opera Festival (to gange på samme dag endda!), Lolland Opera Festival og Copenhagen Opera Festival. Sidstnævnte har såmænd inviteret os som dens store åbningsnummer på Den Røde Plads ...


Så snart `Årets Operatalent 2026´, Laura Helene Hansen, der i øvrigt træder op ved den første Havekoncert i Tisvilde d. 5. juli, har fået overrakt sin pris, og værterne ellers har budt velkommen, står den på halvanden times LA RONDINE - Svalen med hele holdet fra kompagniets kommende opsætning. Det foregår fredag d. 14. august fra kl. 19.00, og det er som hvert år gratis!


Samme titel står på plakaten ugen før i Maribo Domkirke. Den skulle jo som bekendt have været en italiensk operette af slagsen, men som bekendt måtte Puccini give fortabt og i stedet fortsætte sin række af handlinger med en mere dramatisk udgang. Dimensioner fra trefjerdedelstakten er dog absolut at spore rundt omkring i dramaturgien ;-)


Navnene, man vil møde, på rollelisten tæller som altid i dette regi kometer fra den danske fødekæde: Helle Gössler Christensen indtager den altafgørende hovedrolle som Magda, Jonathan Koppel er hendes Ruggero, Marie Dreisig giver den som stuepigen Lisette og Asmus Hanke Frederiksen som poeten Prunier. SvaleKvartetten er på plads og består af Ulrich Stærk bag de sort/hvide tangenter (afløser den sædvanlige kapelmester, Laurits Dragsted), kompagniets nye strygergruppe udgøres af tvillingesøstrene Karen Johanne & Kirstine Elise Pedersen, og ikke mindst Linnéa Villén vil tryllebinde med sine `svalske´ triller fra fløjten.


Det tredjesidste opus fra maestroens hånd er spækket med de smukkeste melodier, den danske oversættelse ligger mundret i de gyldne røster - og så er det jo altsammen nyt på disse breddegrader. Rondine er endelig fløjet hertil og bygger indledningsvist rede ved vore festivaler, inden vingerne foldes ud i turnévirksomheden og afslutningsvist på Hofteatret i maj 2027.


Efter LOF og COF, som de populært afkortes, går turen til hovedlandets muld, når Koppel & Søn d. 29. august først fortæller om deres Sangerliv på byens bibliotek om formiddagen, og ved aftentide går de så på scenen i Vestre Anlæg sammen med tenorkollega Anders Kampmann. Tilsammen benævnes de 3 Tenorer, og med sig har de dels deres helt egen medley, som ikke skal røbes videre her i disse spalter, dels den uforligneligt akkompagnerende pianist, Irene Hasager.



OperetteKompagniet ønsker alle en rigtig god sommer,

nogle glade festivaldage - MEN ...

her og nu, i juli, er der lige Haven at tage stilling til!

Faktisk også lidt af en festival jo -

find din helt rigtige søndag, af fire, i skønne Tisvilde,

hvor opera og operette ellers ikke er hverdagskost:


5. juli De Næste Divaer i Haven - SIDSEL AJA & LAURA HELENE

Sidsel Aja Eriksen, Laura Helene Hansen, Thomas Peter Koppel & Tony Nguyen

12. juli Opera i Haven - KOPPEL & SØN !udsolgt!

Jonathan Koppel, Thomas Peter Koppel, Linnéa Villén & Allan Sjølin - plus en meget special guest!

26. juli Cool i Haven - OTTO, DARIO, JOHN, TOM, MARIO & LIDT ELVIS

Bo Kristian Jensen, Joachim Knop, Thomas Peter Koppel & Allan Sjølin

2. august Revy i Haven - SOLITUDEVEJ & ALLE DE ANDRE

Signe Asmussen, Vibeke Kristensen, Bo Kristian Jensen, Thomas Peter Koppel & Louise Schrøder



 
 
 

Kommentarer


© 2015-2027 OperetteKompagniet ApS
 

HoffmannHusman_Logo3.png
Aage & Johanne Louis Hansen.jpg
DSF.png
Augustinus_Fonden_logo_RGB_black.jpg
Knud Højgaards Fond.jpg
IMG_5570.jpg
IMG_5568.jpg
bottom of page