KOPPLERNE TURER DA VIDERE ...
- Thomas Peter Koppel
- 7. sep.
- 5 min læsning
... der er jo ALTID plads i kalenderen til en god sag!
Og DET må den fortsatte fremmelse af én af de stolte sønner siges at være ...
Den lille trup på 7 har gennem de sidste 3 år nu spredt musikkens brogede budskab, slægtsleddenes varierede veje - og hvorfor begge stadig kan gøre sig gældende i dag!
Efter udgivelsen af pladeselskabet Danacords 7. bind i serien om `Herman D. Koppel - Composer & Pianist´ i efteråret 2022, på selve hans fødselsdag i øvrigt, har de 3 sangere, Jonathan & Thomas Peter Koppel samt Vibeke Kristensen, pianisterne Christina Bjørkøe og Irene Hasager, guitarist Allan Sjølin og ikke mindst den levende legende, hende der er livs- og generationsvidnet om nogen, Lone Koppel, turnérede landet rundt - og for fulde huse ...
`Det bli´r i Familien - 4 Generationer Koppel´ måtte i Vejle endda give 2 koncerter på samme dag, da Skt. Nicolai Kirke var fyldt til bristepunktet ved den første seance. Det blev den anden om aftenen såmænd også, selvom der var finale i håndbold i TV på samme tidspunkt! Om eftermiddagen dagen før kunne Holstebro Kirke også melde om udsolgt ... og sådan var det tillige i Guds huse i Jyllinge, Greve, Århus, Emdrup, Espergærde med flere. I Det Danske Sangselskab, hvor Herman selv figurerede så tit, både med Lone og i forbindelse med dets 25-års jubilæum sammen med barnebarnet Thomas Peter, troppede feinschmeckere, almindeligt nysgerrige og kolleger endvidere op. Og ved den seneste her forleden på Tegners Museum & Statuepark, der danner ramme om de populære stearinlysfester, gik der blot en uges tid, før samtlige sæder var besatte ...
Faktisk har tilløbsstykkerne givet kompagniet lidt rynker i panden, da man godt kunne mistænke publikum, at de måske troede, at en vis dame med stentorrøsten, Annisette, var med i gruppen her. Hun er som bekendt still going strong og har sit eget stramme program - men selvfølgelig måtte ingen helt snydes for Savage Rose af den grund! Ud af soundboksen fyger Byen Vågner fra Dødens Triumf som den altafgørende åbner på showet - og senere giver Irene og Allan den underskønne, evigtaktuelle Sangen for Livet med en indlevelsesfuld, og barfodede (!), Vibeke som solist. Også Bruden pyntes fra selvsamme ballet nævnt foroven i en helt særlig duo-udgave står på plakaten. Og mere fra den front - Jonathan har på det seneste tilmed indføjet Søvnløs fra Anders Koppels opera, Rebus, der uropførtes, da han selv var en lille knægt, i år 2000 med farmand på rollelisten på Den Anden Opera, den der lå inde på Kronprinsensgade lige overfor Café Sommersko.
Eneste stykke ikke bedrevet af en Koppel er Toscas bøn fra Puccinis opera af samme navn ... i en redigeret udgave spændende over 52 år (!) hører vi Lones røst lige gylden, om det er i starten i løbet af de 3 minutter, arien varer, på dansk fra lydbilledet af den sort/hvide TV-transmission fra 1964, eller om det er slutningen med den kulminerende høje tone fra Ophelia Beach i 2016, hvor den kongelige sangerinde modtog Copenhagen Opera Festivals hæderspris. I et kort interview i konceptet her fortæller hun om såvel livet på de skrå brædder, som at være omgærdet af lutter familiære musikere i lejligheden på HC Ørstedsvej tilbage i 50´erne, hvor, udover hende selv, hendes søskende, Therese, Thomas og Anders alle var forgabt over differentierede nodematerialer. `Fra et hjem med klaverer´ fristes man til at pluralisere talemåden. Afdelingen er helstøbt, når Lone sætter sig på klaverbænken og ledsager sønnike i den minut-lange, ikke-udgivet Lille Digter Skrøne med tekst af Sigfred Pedersen.
Apropo små sager uden opusnummer og som i dette tilfælde har været forbeholdt egne 4 vægge deles endelig Aftensang med resten af befolkningen - 3 vers, ethvert barn i anegalleriet er blevet lullet i søvn til gennem godt og vel de sidste 80 år. Den indtagende melodi er skrevet i det svenske, i landflygtighed, og har selvsagt en uendelig betydning for de koppelske medlemmer - nu er den ekstranummeret, man bliver sendt hjem med, hvor end vi kommer.
Andre perler hentet frem fra skufferne og ud i dagens lys er dedikationer til Lone, som kun hun har opført i tidernes morgen. Vibeke kaster sig over Jødepigen fra Maidanek med tekst af Ole Wivel, der var inde over sammensætningen af det store oratorium, Moses, hvis uropførelse fylder det meste af disc 1 på føromtalte nyudgivelse. Thomas giver Meeting At Night til lyrik af Robert Browning - det var Hermans hyldest af Lones møde med den svenske Hovsångare, Björn Asker, i starten af 80´erne. De har nu 45 år på bagen sammen.
OperetteKompagniet er ikke bleg for at prøve kræfter med forskelligartede genrer - i denne sæson er det f.eks. revyen, der er den store satsning og sendes på landevejen. Det samme kan siges om Herman D., hvis tonesprog kunne gå fra det symfoniske og endda særdeles temperamentsfulde helt hen til syngespillets mere ubekymrede univers. Pianisten var i sine yngre år på aftenlig basis og over et længerevarende stræk tilknyttet PH-Revyen, hvor han bl.a. servicerede Liva Weel til perfektion. Også Lulu Ziegler skulle blive en samarbejdspartner under den kommende krig. Selvfølgelig har vi både Visen om den giftelystne Bente og Sangen om Larsen, "det tætteste jeg er kommet folkemunde", som han selv udtrykte det, med ved koncerterne, og der bliver sunget og svajet godt med alle steder! Filmpartiturer talte hele 29, den største værende til Ditte Menneskebarn - og Spindevise leveres uhørt smukt af Vibeke og Allan, både på scenen og pladen.
Special Guest er Christina Bjørkøe, Therese Koppels fremmeste elev og en slags ekstra kusine dengang. Hun tager sig uimodståeligt af 50 små Klaverstykker, tilegnet børnebørnsflokken og skrevet just efter, Herman alt for tidligt mistede sin elskede viv, Vibeke. Vi når ikke dem allesammen, men 10 på hver side af pausen bliver det da til. De tituleres undervejs og er til for at sætte fantasien i gang hos den enkelte ude på stolerækkerne - den ene hedder Den gamle Bil, den anden Leg med Dukken, det kan være Drillepinden eller Den store Elefant danser. Herman vidste godt, kunstneren ikke kan revolutionere verden - "... så ville den se ganske anderledes ud!" - men denne kan tænde noget, vække håb og anspore, kunne man tilføje. Han gjorde sit.
Christina fortolker tillige Gammel Dans, et muntert lille eksempel af hittepåsomhed, Herman fik lov at spille ved sin optagelsesprøve til konservatoriet i en alder af blot 17. Carl Nielsen påskønnede, hvad han hørte og ytrede ufortrødent: "De har en udmærket formsans, Hr. Koppel!" Selvsamme ros var kommet i Nielsens retning fra ingen ringere end Niels W. Gade en halv menneskealder tidligere ...
Oldebarnet Jonathan lader sin smægtende tenor runge i både det intime format, hvor gloser af Poul la Cour og Johannes V. Jensen falder ind, men så sandelig også i dramatiske vendinger, såvidt angår større bibelske sangcyklusser. Irene er den oplagte til at stå bi ved tangenterne, da hun har været inde over disse harmonier de sidste 2 årtier. Egentlig var Herman ikke så forhippet på at skrive for stemmen - manglende tekster kunne være én af undskyldningerne - og det var først, da Aksel Schiøtz på et hotelværelse efter en recital smed en bibel foran makkeren som modsvar og bebudede: "Hér har du alle de tekster, du har brug for!", at Herman for alvor tog fat. Anekdoterne står i det hele taget i kø, og der bliver overleveret fra og læst lystigt op af både Herman D. og Thomas P.´s biografier. Også selve stamtavlen forsøger vi at hitte rede i.
Stående ovationer kan man ikke sådan bare sidde overhørig - så vi agter at drage videre med dette uforlignelige og vigtige event. Det skal leve, det er historie, det er essentielt - i en tid, hvor vi konstant præsenteres for det forbipasserende, og alting skal gå hurtigt. Så hvis der sidder en booker eller en menighedsrådsformand derude og læser med: Forestillingen er under formidlingsordningen, er holdt nede i pris - og så er det jo altså også sådan, at vi bare ikke kan lade være ...
Hør nærmere gennem:
Kommentarer