top of page

KOMPAGNIET i JULI & AUGUST


Den sommerlige periode stod, som i de sidste håndfulde af slagsen efterhånden, i havekoncerternes tegn. Tre søndage rungede lyden af velkendte toner i OperetteKompagniets regi ud fra det lille `amfiteater´ på Olskærvej i hjertet af Tisvildeleje.


Første weekend bød på `The American Songbook´ og alt godt fra croonerne fra New Fashioned, denne gang med Allan Sjølin og hans mange guitarer som big band og med uforlignelige Tuva Semmingsen afløsende Jens Søndergaard (billede øverst tv.). De sorte skyer truede det meste af dagen, men nedbøren vældede betimeligt ned i pausen, så ingen gik glip af noget i de to sæt. Tværtimod tilføjede tenorerne Bo Kristian Jensen og Thomas Peter Koppel "Singin´ In The Rain" som et indledende nummer, så snart vejrguderne tillod det igen.


P2´s `Festival Sommer´ var i øvrigt på plads med en længere reportage. Denne kom så mest til at handle om udsigterne fra det høje, men reklamen var da umiskendelig. En follow-up fra en uge tidligere, hvor operettedirektøren i et telefoninterview i samme programserie gav sine optimistiske profetier, hvad angår trefjerdedelstaktens plads i musiklivet i dag. Kunstarten har sin helt egen berettigelse, så længe den tages alvorligt, og man ikke undervurderer modtageren i den anden ende.


I et helt tredje øjemed var Thomas forbi et studie i Ørestaden - denne gang i selskab med sin mor, Lone, hvor de sammen fik lejlighed til at give deres syn på Leos Janáceks magnum opus, Jenufa, op til afspilningen af opusset i forbindelse med `Operaaften´ lørdag d. 24. Begges yndlingsværk for livet ovenpå en genial produktion i Sydney midt i 70´erne. De australske operagængere var også betagede, og den slaviske treakter forblev på repertoiret hele 18 år frem i tiden.


Koppel & Søn gæstede som altid grønsværen i det nordsjællandske med deres smægtende budskaber fra operaens verden i den anden uge af juli (øverst mf.). I år kunne der gøres indtil flere nyopdagelser i programmet: Wagner debuterede i form af Lohengrins smukke afsluttende arie, "In fernem Land", hvor hele dramaturgiens gåde afsløres - "Magische Töne" fra Goldmarks Dronningen af Saba stiftede de fleste af de 160 gæster på lægterne bekendtskab med for første gang - "O Paradiso" fra Meyerbeers L´Africaine blev gravet frem og var endelig repræsenteret - og så gav far og søn såmænd den berømte duet fra Perlefiskerne af Bizet, førstnævnte i det dybe leje som bariton.


Ambiancen var nok engang euforisk, da turen kom til Buena Vista-folket fra Trio Domison, der som tidligere havde skæppeskønne Signe Asmussen med som frontpige - OG nu også spillekvinde (øverst th.)! De fede, inciterende rytmer sætter gang i dansemusklerne, men så sandelig også i livsglæden. Solen smilede atter på os ... det er jo lige før, man tror på de gloser, der altid bydes velkommen med: "Når firmaet her træder op udendørs, er det garanti for, vind og vejr teer sig!" Ingen aflysninger endnu (vi banker lige allesammen under bordet ..) - og der har immervæk stået 14 arrangementer på plakaten i tidens løb.


Knap havde den sidste frase lydt, før en kvartet af events, altså én mere end normalt, blev annonceret i mikrofonen forud for næste sommer. Glæd jer til X-Factor, til mere opera, til vores alles sangskat og til bl.a. Queen i rock møder klassisk i 2025 ...


Hele fire andre jubilæer på nordkysten skulle tilgodeses med sang og musik. Festivalen `Kanonhalløj´, der begyndte som en revy i en togvogn for 20 år siden, blev fejret behørigt med høje C´er (billede i midten mf.) - Hovedgadens kaffebar, `Kalla Kalla´, fik en gennemarbejdet jingle i gave efter 5 x 365 i byen (i midten tv.) - og på `Kildemarkedet´ ude ved Tibirke Bakker, dér hvor Det Kgl. Teater førhen stillede op i det fri, markerede man sit kvarte århundrede (i midten th.). Thomas uropførte et smukt opus af den lokale troubadur, John Kofoed, i den anledning - og dét med band og kor på den smalle scene i det grønne. Ikke langt fra Tisvilde ligger Liseleje, og på torvet her skulle `Små Fortællinger´, en vis nærtstående skattejægers lille filial til den større biks 15 kilometer væk, også tilgodeses med beruselse til og fra ganen efter fem vellykkede højsæsoner i træk.


Runde fødselsdage og bryllupper (billedet nederst tv. er med de uimodståelige Isabel Schwartzbach og Louise Schrøder) er selvfølgelig også på agendaen, når lyset og de varme temperaturer stikker hovedet frem. Sågar en italiensk langbordsfrokost ude foran Havesalonen i paradiset nordpå kunne det blive til - her stod serenaderne selvsagt i kø mellem retterne, og ligeså den gode Hr. Sjølin (nederst mf.).


Men ... bare rolig - der blev også rekreeret! I fulde to uger løsnedes ikke ét skud fra dette ensemble.


Som bekendt blev 2024/2025-sæsonen skudt i gang i Tivolis Koncertsal før ferien, men derfor kan man jo godt fyre lidt af den samme krudt af igen just efter også, ikke sandt?! Det blev gjort så eftertrykkeligt med `De Røde BOBLER vender tilbage´ - vores første titelrolleindehaver vendte tillige hjem i folden: nemlig selveste Csárdásfyrstinden med det borgerlige navn, Varescu Sylva, i skikkelse af den blændende Cecilia Lindwall (nederst th.). Det (næsten) rene operetteprogram blev akkompagneret af virtuose Irene Hasager, der bærer en hårpragt af samme rødlige nuance, som eftermiddagen lagde op til. Godt at få skålet og skrålet - nu er vi i gang ...


Hjemmelevering over det meste af Sjælland og et foredrag på Jerslev Herregård i det fynske afsluttede en højtid med lige dele besnærende arbejde og socialt samvær i såvel fine kolleger og publikummer som nære venner og families lag.



(næste event er ØNSKEkoncerten søndag d. 8. sep. kl. 14 i Metronomen: under 10 billetter)

Comments


bottom of page