top of page

Kompagniet i FEBRUAR ...


Man kan sagtens stadig ønske hinanden `Godt Nytår!´ i starten af februar - det har OperetteKompagniet gjort til forskellige publikummer i årevis, og 2024 var ingen undtagelse ...


Trefjerdedelstaktens forkæmpere afsluttede denne sæsons intense turnévirksomhed, med 11 datoer på under 30 dage, i denne måneds første weekend. De sidste skud af !NyTåRsBRAGeT! affyredes for det danske mindretal straks syd for grænsen i Flensborg om lørdagen, og røgen har kun lige lagt sig ovenpå det fuldstændig udsolgte hus (læs: 500 stks.) på Slagelse Teater om søndagen!


Det har været en udsøgt fornøjelse at komme rundt både i alle afkroge af repertoiret i et show, hvis titel underforstået lovede netop dét, og i samtlige hjørner af vort lille rige, hvor historiens musikalske vingesus fortsat synes at være noget af et tilløbsstykke. Den åndelige føde trives i bedste velgående, kan vi vist roligt rapportere om!


Oplev eller genoplev hele molevitten, fra Lumbye til Loewe, Bernstein til Brodzsky, Kálmán til Koppel, Puccini til Platters, allerede til maj, hvor nøjagtig samme ensemble gæster Tivolis Koncertsal. Det efterhånden langvarige samarbejde med Danske Seniorer fortsætter i Carstensens gamle have, som det har gjort én gang tidligere, og det bliver altså intet mindre end BRAGet, der bydes ind med, dels på opfordring, dels fordi vi selv synes, der godt kan tændes op under denne så at sige `kulturkanon´ én gang mere ...


Lørdag d. 17. var en hel speciel dag ... En `datter´ fra det store udland vendte for en stund snuden hjemad og begavede os med en perle af en Valentineskoncert. Ved Carina Tybjerg Madsens side var Koppel & Søn, alias Thomas Peter & Jonathan - og herligheden fandt passende sted i Skt. Pauls Kirkes smukke bygning midt inde i hovedstaden, hvor alle tre har haft eller stadig har virke som kirkesangere. Det var altså i dobbelt forstand en hjemvenden til familiære institutioner for sopranen, der nu fører sig frem ved operaen i Linz, hvor hendes kontrakt er blevet forlænget med yderligere tre år, i og med hun som bekendt også har begået sig i Carol og Thomas´ tjeneste i flere sæsoner just inden, hun drog afsted mod den østrigske by i det centraleuropæiske.


I øjeblikket synger Carina Rosalinde i Flagermusen, et parti hun nåede at debutere i på Hofteatret. Hun var desuden medlem af Young Artists Ensemble, hvor mange vil huske hendes uforlignelige portrætter af Divaen i Hjerter i Valsetakt og Hanna Glawari i anden halvdel af Så går vi til Maxim, der markerede Franz Lehárs 150 år. I denne omgang fik vi et genhør fra første halvdel af sidstnævnte forestilling, der jo foregik rundt om et festbord hjemme hos Franz selv, i form af "Meine Lippen, sie küssen so heiss", der ellers stammer fra komponistens sidste værk til de skrå brædder, Giuditta. "Enkevalsen" stod også på programmet, ligesom den vidunderlige duet, "Sag´ ja mein Lieb, sag´ ja!" fra Grevinde Mariza gjorde det - Carinas første møde med udlandets scene var lige præcis den adelige kvinde fra denne en af Kálmáns absolut mest populære operetter. Fra operaens verden var der kærlighedsduetter fra Mascagnis L´Amico Fritz og Puccinis Tosca, og smerten, der ubærligt jo hører med i denne henseende, stod udplukkene fra La Traviata og Madame Butterfly for. Af andre titler repræsenteret denne eftermiddag bør nævnes Pietris Maristella, Donizettis Elskovsdrikken, Gounods Roméo & Julie, og fra den mere folkelige ende stødte man på Be My Love og Sommer i Tyrol. Det store publikum kvitterede med stående ovationer, sjældent set i en kirke af denne størrelse.


Kun en uge efter treatede den gode 1. janitschar (både i Radiosymfoniorkestret - OG i OperetteKompagniet), Jakob Weber, os med en udvidet udgave af sin fortælling om et liv som solidt anker i rytmegruppen bagerst i geledderne. De fem minutter under BRAGet var blot en teaser på den fortjente halvanden time, OperetteChat: Koppel møder Weber, sneg sig op på. Foredrags-/Koncertserien, der både minder om en live podcast og byder på instrumentale uddrag af forskellig art, kommer helt ind under huden på de mangeartede kompetencer, der er brug for, for at få de musikalske kabaler til at gå op. Eftermiddagens hovedperson skråler som bekendt også mere end gerne med, særligt på `Operettehymnen´, og her fik han mulighed for at gøre det uden afbrydelse. En hel solo, "Dengang jeg drog afsted", blev der såmænd sat plads af til!



(Billetstatus på MusicalKoncert med ISABEL SCHWARTZBACH søndag d. 17. marts kl. 14 i KoncertKirken:

der er nu kun få billetter tilbage ...)


bottom of page