top of page

HVORDAN GÅR DET SÅ LA RONDINE - SVALEN ..?

20. sep.
4 min læsning

Danmarks-premiere i Frederikshavn Teaterforenings regi

næste lørdag, d. 26. september, kl. 15.00.

OperetteKompagniet præsenterer Puccinis tredjesidste opus

for københavnerne ved fire opførelser på Hofteatret i maj 27

- her sikrer du dig plads:



SYNOPSIS

( Handlingsreferatet tager udgangspunkt i OperetteKompagniets dramaturgiske forløb og udlægning )



I & II


Rigmanden Rambaldos følgeskab ankommer til residensen, hvor han typisk afslutter dagen med at forære fruen i huset, Magda, et smykke. Hun forsikrer, at det ikke ændrer hendes holdning - at de er sammen pro forma, må vi formode.


Alene med sin ven, poeten Prunier, afslører hun sin lede ved det luksuriøse liv og drømmen om ægte kærlighed.

Hun fortæller om en oplevelse blandt jævnaldrende studenter i Paris´ natteliv, og særlig én ung mand, der tog hende med storm, tilbage for ikke så længe siden endda. Hun gengiver hvert et lidenskabeligt moment, de havde, den aften hun for en stund flygtede fra sin tantes hjem.


Digteren analyserer hendes nuværende situation kontra den just beskrevne og råder hende til at gøre som svalen - flyve højt over dalen, hvor det, hun søger, venter.

Alt imens ser og hører vi, eller nærmere hun gør, drømmerisk og ud af ingenting, den unge mand fra tidligere, synge om netop dét at vælge kærligheden og dermed livet.


Seancen afbrydes af Rambaldo, der insisterende byder godnat i håbet om, at hans samleverske vil komme og lægge sig ved hans side.

Prunier redder situationen og reciterer følgeligt fra sin seneste prosa. Her fortælles om Doretta, der ikke ulig vores egen heltinde søger lykken og i den forbindelse sågar afviser kongens besættelse af hende. Dramaturgien får den helt rigtige fortsættelse, når Prunier overlader det til Magda at sætte sin egen håbefulde krølle på slutningen af temaet.


Hun er herefter overbevist om at tage afsted og se, om det skulle være hende forundt at opleve lidenskaben igen.

Prunier, der ellers vedvarende gør opmærksom på, at han tilhører de velhavendes selskab, er håbløst forelsket i stuepigen. Lisette prøver at leve op til hans standard ved at låne af fruens klædeskab, når de skal ud. De drilske undertoner ender altid med, at hun er god nok, som hun er.


Én forvandlingsakkord er alt, vi behøver, og et nyt scenarie er skabt mellem to akter.

Magda er omformet til sit tidligere jeg, i almindelige gevandter, smykkerne er pillet af, og downtown Paris kan ikke ane fra hvilken stand, hun måtte komme.

Hun støder straks på en ung herre, siddende ved et cafébord med en ledig stol.


Præcis som sidst er forbindelsen her uimodståelig - de danser vals, kysser og udveksler navne.

Han benævnes Ruggero, og hun, ja, hun ser sig nødsaget til at opgive et forkert et, grundet sin fortid og egentlige status.


Prunier og Lisette dukker op. Førstnævnte er glad for nu at støde ind i en gladere veninde, men selvsagt noget overrasket - sidstnævnte er mistænksom, grundet den nedtonede fremtræden, men afledes.


De fire skåler i en storslået drikkevise og besegler venskabet.


Alt synes idyl, indtil Rambaldo pludselig viser sig.

Efterladt alene med den gamle får Magda taget sig sammen og gjort det klart, at livsgnisten i hende er tændt på ny, at hun forlader ham og forfølger denne skæbne. Han svarer blot arrogant og selvsikkert, for derefter at fordufte.

En stemme i natten truer med, at man med mørkets forsvinden, vågner brat - inden Ruggero vender tilbage og hjælper den medtagede Magda, eller Paulette, som han tror, hans elskede hedder, på benene og tager hende med sig under armen.



III


Med assistance af Prunier er Lisette taget til audition på teatret - den ender lettere katastrofalt. De to drager efterfølgende ud på landet for at opsøge hendes eks-frue, der forhåbentlig tager hende ind igen.


I ly af skønne omgivelser og kærlighed nyder hovedparret tilværelsen. De refererer henført og gentagende til deres første møde.

Kun tynges Magda af og til af en dårlig samvittighed over, hun endnu ikke har fortalt Ruggero om sin hemmelighed. Den bliver mere udtalt, da han røber en af sine mindre af slagsen - nemlig, at han nyligt har skrevet til sine forældre om hende. At de kan vies af faren. Læg dertil, at deres trange kår kræver økonomisk hjælp hjemmefra.


I ensom majestæt indser Magda, at det er på tide at komme overens med sandheden - at hun, de, ikke kan leve videre på en løgn. Det vil rive hans verden i stykker, men kan ikke udskydes længere.

Prunier afleverer Lisette tilbage til Magda. Han når også at videregive en meddelelse fra Rambaldo om, at Paris altid vil være der for hende - inden han selv igen tager afsked med damerne for at vende tilbage til sin rette plads i bylivet der.


Dog undlader han ikke dels at forhøre sig om, hvornår stuepigen har fyraften, dels at erklære sin ubetinget troskab til hende.


Magda har imellem tiden forladt etablissementet, og det næste vi erfarer, er, at Ruggero styrter sønderknust ind. Hun har taget konsekvensen og underrettet ham om, at det er forbi. Trods den gribende konfrontation holder hun fast.

Hun returnerer til Rambaldo, der står klar med åbne døre. Alt imens samles den liggende Ruggero op af pigen, vi gennemgående har stødt på som den `anden´ Magda, hende fra hensvundne tider.

Svalen fik bygget rede, men vendte om …



Hele Danmarks Rondine: Helle Gössler Christensen
Hele Danmarks Rondine: Helle Gössler Christensen

 
 
 

Kommentarer


© 2015-2027 OperetteKompagniet ApS
 

HoffmannHusman_Logo3.png
Aage & Johanne Louis Hansen.jpg
DSF.png
Augustinus_Fonden_logo_RGB_black.jpg
Knud Højgaards Fond.jpg
IMG_5570.jpg
IMG_5568.jpg
bottom of page