top of page

ET FEJENDE FLOT FORÅR FORUDE ...


Efter en veloverstået, men også lidt trist, da det var den sidste, "lun nat" på Bremen i januar, går vi kun mod lysere tider. Og således følger anden halvdel og resten af OperetteKompagniets indeværende sæson trop.


Som altid er nøgleordene livsglæde og optimisme, alt imens vi aldrig giver afkald på hverken kvaliteten eller det tankevækkende.


Turnévirksomheden er skudt i gang her fra februar-måned, og der er som omtalt sidst hele fem (!) forskellige titler på plakaten rundt omkring i landet, fra Frederikshavn til Flensborg, fra Rønne til Roskilde.


Men vores trofaste følgerskare inde på brostenen skal ikke snydes, og vi har masser af interessante events in store også her.


Filmfremvisningerne er blevet populære, og Fyrstinden afløses nu af dels Enken, dels Musen, henholdsvis i marts og til juni, begge gange i Metronomen på Frederiksberg. De to skabere af produktionerne, Carol & Thomas, kommenterer undervejs - om alt det, du ikke vidste, der skal til bag kulisserne, men også om det uforudsete, der ikke nødvendigvis behøver at være til ...


d. 30. april, på selve Jonathans fødselsdag, vender Koppel & Søn hjem fra landevejen og gi´r De Store Mestre i Musikhuset København. Og det er altså lige på falderebet, i og med bygningen i hjertet af Vesterbro herefter lukker for at undergå en længerevarende renovering. Med sig har tenorerne Miles Lallemant ved flyglet og Allan Sjølin på guitar. Og de er der allesammen ... alle de store ... pakket ind i små sketches. Gammel, genial musik i et nyt tidsperspektiv.


Det er i maj i år, at alt det nye fremlægges, nærmere betegnet d. 14. i Metronomen. Glæd jer til Sæsonpræsentation 2023-2024, da vi allerede nu kan røbe, at programmet bliver aldeles omfattende. Og kun en uge efter er vi på banen igen, denne gang i KoncertKirken på Blågårds Plads, hvor endnu en valsekonge bør hyldes. Sidst var det som bekendt Lehár - i Kálmán 70/140 fejrer vi denne ligeledes ungarske komponists såvel runde fødsels- som dødsdag. Signe Asmussen tager sig af alle de skønne diva-arier, og ellers står duetterne med Thomas i kø. Csárdástrioen er atter på plads, kyndigt ledet af maestra Carol.


Og vupti ... så er det blevet sommer og igen tid til tilløbsstykkerne i Haven i Tisvilde. Her står den på operette med de unge, en gentagelse af den forrygende buena vista-eftermiddag og selvfølgelig opera med de der, I ved nok ...


Februar er notorisk den måned, hvor der sælges færrest billetter i dansk teaterliv - skal vi ikke gøre netop det faktum til skamme?!


Masser at se frem til! Og det bliver bare ved ...



Comments


bottom of page