top of page

DECEMBER i kompagniet


Forventningens glæde var særlig stor i år (2024) op til julekoncerten, da fordums tiders populære musikalske pakkekalender atter stod på programmet. Hele 24 `låger´ med alt, hvad der hører sig til fra de klassiske hits af Adam og Franck til eklatante mesterstykker af Goldmark og Mahler, over Disney (selvfølgelig!) og videre på dén side af Atlanten til slagere som Have Yourself A Merry Little Christmas og White Christmas, for ikke at glemme vor egne fine opusser på de skandinaviske breddegrader.


Udførerne af de mange highlights var Koppel & Søn alias Jonathan & Thomas, akkompagneret af uforlignelige Irene Hasager, der også trakterede med en solo af Carl Nielsen, `Drømmen om Glade Jul´. En lille fin sag, der sagtens kan gå hen og blive et tilbagevendende islæt i samlingen. For netop denne form for repertoire-opvisning synes kommet for at blive nu ...


Ved trioens side stod Danmarks lysende musicalkomet, Isabel Schwartzbach, der havde sat tid af fra prøverne på Det Ny Teater, hvor hun som bekendt indtager rollen som Maria i The Sound Of Music, med premiere d. 6. februar. Hendes fortolkning af Hodels afskedssang til sin far fra Fiddler On The Roof var uimodståelig, et parti hun også lagde beslag på på matriklen just mellem Vesterbro og Frederiksberg - og som ekstranummer fik vi selvfølgelig Bjergenes Sang fra førnævnte titel af Rodgers & Hammerstein.


Isabel sang såmænd også Pie Jesu, Andrew Lloyd Webbers udgave af slagsen fra hans Requiem, sammen med Jonathan, så tiden stod ganske stille. Og så havde de to unge inderligt ønsket sig at fremføre duetten fra Tommelise, et kærligt minde fra begges barndomshjem.


Alt dette foregik i den varme KoncertKirken Blågårds Plads d. 8. i måneden (øverste seks billeder) - denne rummer som bekendt en lille café, der blev flittigt besøgt undervejs. Efter den kolde omgang sidste vinter i Lutherkirken, blev det i år, som det skal være. Et fællesskab, hvor det essentielle står forrest - og med et gennemgående tema om fred mellem mennesker på jord, næsten på knæ i form af The Prayer mod slutningen af de to timer.


Dagen forinden var holdet forbi Fredensborg Kulturhus Gl. Bio, som foretagendet her har gjort så mange gange før, og dagen før denne underholdt Thomas i en loge i Odd Fellow Palæet med stedets faste organist (nederste række tv.).


To dage før selve juleaften var der dømt Ekstrakoncert: Tisvilde i København med de herrer Koppel, Søn & Sjølin (nederste række i midten). Det har de gjort før, henholdsvis i KoncertKirken og Unitarernes Hus. I år blev Metronomen indtaget, og selvom rejemaden, det iskolde glas hvidvin, solen og blæsten manglede, var det haven i Nordsjælland på brostenen, tilsat et par af højtidens viser.


Jonathan er blevet meget glad for Sibelius´ Julvisa, og tårerne flød da også efterfølgende i det lille rum. Perlefiskerduetten foranledigede vist også fugtige øjne, og Nessun dorma fra salens forunderlige trappe midt i det hele tog naturligvis kegler. En herlig, uformel eftermiddag op til en tiltrængt ferie.


Den varede ikke længe, da den traditionsrige Nytårskoncert på Bremen Teater, i 2025 med croonerne fra New Fashioned & Tuva samt deres nyssammensatte trio, lå tidligt denne gang, nemlig den første søndag i januar - med turnévirksomhed for samme straks efter ... Læs mere lige her i disse spalter snarligt!



Nederste række th.:

Nyt opslagsværk om Premier League

af Torben Aakjær (tidligere scout i Hamburger SV og Manchester Utd.) på gaden -

med forord af `fodboldtenoren´.


Næste event - efter alle nytårsløjerne:

De første 10 - år for år

Vibeke Kristensen & Thomas Peter Koppel

Irene Hasager

Søndag d. 23. februar, kl. 14.00 i Metronomen

  • Vi gennemgår dekaden, som den foldede sig ud i dette regi

FÅ BILLETTER!


Comments


bottom of page