top of page

"MUSIKKEN KAN MAN IKKE GEMME SIG FOR!"

Operettecaféen på lørdag i Metronomen byder på Fremtidens Diva. Vi stiller Carina Tybjerg Madsen 5 skarpe op til begivenheden, der forlængst er solgt ud!

Hvor står du i din karriere lige nu?

- Lige nu befinder jeg mig et sted, hvor jeg begynder at kunne indfri det potentiale og de roller, jeg har set komme tættere og tættere på igennem de sidste 10 år. Det er meget spændende det hele. Til tider har det også været frustrerende ikke at kunne udvikle sig hurtigere, end stemmen og sindet har villet det, men nu er det altså ved at gå op i en højere enhed for mig og hvis jeg selv skal spå, så kommer jeg selvfølgelig til at varetage en rolle på en stor scene indenfor kort tid. Instrumentet og viljen er i hvert fald klar til det nu!

Hvad er dine håb for fremtiden?

- Jeg står lige nu med én fod i det danske musikliv og en anden fod søgende udenfor landets rammer, hvor jeg håber den finder et ståsted, så min fremtid kunne blive: et par måneders produktioner i Tyskland, England, Frankrig - og så hjem og arbejde herhjemme, både med ensembler og opera og operette i skøn forening. Og så håber jeg selvfølgelig at finde en meget forstående mand, som kan tage sig af eventuelle børn, når udlandet kalder hele tiden ...

Hvilken rolle spiller operette i dit liv?

- Operette er for mig blevet en måde at udleve mit indre legebarn på. Det er skønt at få lov at underholde og at folk kommer for at blive underholdt. Det giver en let og lattermild stemning, som hverken opera eller lied-koncerter kan give. Og så må jeg indrømme, at alle de store kjoler og det helt overdrevne hår og de alt for store smykker, der følger med, er enormt sjovt at have på. Det får man heller ikke nok af i Operaen for tiden.

Er der væsentlig forskel på at portrættere en operetterolle i forhold til anden scenekunst?

- Karaktererne er med vilje karikerede og den fjerde væg er brudt. Det har både været en udfordring og en befrielse at skulle befinde sig i et univers, hvor publikum med vilje bliver inddraget og hvor en stor del af kunsten er at levere sine replikker med den helt rigtige komiske timing, som man selv skal finde, fordi de ikke er sat i musik. Det lærer man virkelig meget af og det smitter også af på resten af mine sanglige udfoldelser.

Kan musik ændre noget?

- Ja, musik kan ændre alt. Man kan blive i godt humør, mindes sine kære med længsel, græde af andres tragedie og få gåsehud af et helt genialt skrevet tema. Alt sammen ændrer det os som mennesker og gør os mere empatiske. Det giver os et enestående indblik i andres måde at se verden på. For musikken kan man ikke gemme sig for. Den kryber ind under huden og gør os ligeså stille til bedre mennesker, én tragedie eller komedie ad gangen.

HUSK! OperetteKompagniet præsenterer sin sæson 2020/21 lørdag d. 4. april kl. 14, også i Metronomen.

bottom of page