top of page

ET STYKKE ROM I HELLERUP!


Det Italienske Kulturinstitut, beliggende på Gjørlingsvej i Hellerup, fungerer som en kulturel indgang til Italien i Danmark. Det hører under den italienske stat og har til opgave at promovere kunst, filosofi og videnskab fra det lange sydeuropæiske land, samt selvfølgelig det romanske sprog, udviklet fra latin.

Det anslås, at cirka 64 millioner mennesker har italiensk som modersmål, hvilket rangerer det som det 21. mest talte i verden. Det er et officielt sprog også i Schweiz, San Marino, Vatikanstaten og på Malta, samt et minoritetssprog i Albanien, Slovenien og Kroatien. Desuden er der store emigrantgrupper i for eksempel USA og Canada.

DIKI arrangerer hele året utallige arrangementer, det være sig koncerter, udstillinger eller foredrag i egne lokaler eller i samarbejde med lokale institutioner inden for kunst, musik, film, teater, dans, mode, design, fotografi og litteratur. Venuens omfattende bibliotek kan konsulteres af instituttets medlemmer og bøger, magasiner og aviser kan lånes med hjem. Italienske kunstnere gæster løbende Kulturinstituttet og er med til at give de besøgende et unikt indblik i italiensk kultur. Der tilbydes også undervisning i italiensk sprog og kultur af kyndige lærere fra støvlelandet.

Selve bygningen, som Det Italienske Kulturinstitut har til huse i, er opført i 1918 af den danske arkitekt, Johan Speyer, og er blevet klassificeret som bevaringsværdig af lokalbyrådet. Bygningen blev omdannet til Det Italienske Kulturinstitut af arkitekt Ib Martin Jensen og indvielsen fandt sted den 18. april 1969 i overværelse af Dronning Ingrid og den daværende italienske ambassadør, Luciano Conti.

Grundlaget for et italiensk kulturinstitut blev lagt, da Danmark og Italien i oktober 1956 underskrev en kulturaftale for de to lande. Få år senere opstod Det Italienske Kulturinstitut i nogle små lokaler i Københavns centrum. Senere donerede den danske regering villaen beliggende i Hellerup, svarende til det stykke jord (Valle Giulia), der blev doneret til Danmark i forbindelse med opbygningen af Det Danske Institut i Rom.

Lørdag d. 9. & Søndag d. 10. marts indtager OperetteKompagniet dette uimodståelige sted

med den smukke koncertsal og dennes velklingende flygel og perfekte akustik.

De 120 pladser består af komfortable stole og sofaer -

og efter den halvanden time lange koncert, nyder vi Lambrusco og italiensk guf sammen

i den tilstødende stue med udsigt til den pragtfulde have.

Velkommen til VIVA ITALIA! MED KOPPEL & SØN

og musik af Tosti, Puccini, Rossini, Leoncavallo, Gastaldon, Cardillo m.fl.

Vi tegner og fortæller lystigt mellem numrene ...

FÅ BILLETTER!

bottom of page