I forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1855 åbnede Jacques Offenbach sit eget teater, Bouffes Parisiens. Teatret blev meget populært, ikke mindst grundet de mange små énaktere, Offenbach selv bidrog med. Han skulle komme til at skrive over 100 af disse stykker, hver af en times varighed - og så havde de det til fælles, at de tog et givent aktuelt emne op og fremstillede det samfundskritisk, men altid på satirisk vis til stor moro for det talstærke publikum. Det var en aften i byen, hvor man kunne få grinet lidt af lovgiverne og rygterne, men også af sig selv.
På samme tid fødtes den såkaldte "underholdningsmusik" på vore egne hjemlige breddegrader, da H.C. Lumbye kort forinden havde begået sin Champagnegalop og fået den uropført i Carstensens Have i forbindelse med Tivolis fødselsdag, ganske vist med en uges forsinkelse på grund af dårligt vejr. Lumbye fik, hold nu godt fast!, 50 kr. som et engangsbeløb i honorar fra sin forlægger ... Det var ganske givet en slags penge dengang - men når man tænker på, at det lille opus den dag i dag stadig nok er det mest spillede danske værk overhovedet! Kun Jakob Gades Tango Jalousi kan konkurrere med, hvad dét angår.
I 1858 kom så den første helaftensoperette, også denne gang fra Offenbachs hånd. Det var Orphée aux Enfers eller Orfeus i Underverdenen, som var et fuldkomment mesterværk bygget op med kærlig humor omkring myten om Orfeus & Eurydike og den gamle gudeverden. Med denne begyndte den store operettetidsalder. Det var dog på ingen måde ham selv, der skulle bringe den nye sensation indenfor musikteater til Wien og dermed opnå den absolutte anerkendelse.
En Johann Nestroy stjal nemlig kort og godt Orfeus. Teksten blev lavet om og gjort mere pikant end den originale - og i 1860 fik den reviderede udgave premiere på Carl-Theater i Wien. Et rent plagiat og yderst succesrigt, vel at mærke - Nestroy spillede sågar selv med i rollen som en komplet klovnede Jupiter. Da Offenbach endelig fik nys om, hvad der foregik i Wien, kontaktede han blot Nestroy, tog afsted, dirigerede selv en række forestillinger og lod sig hylde af folket der. Nestroy måtte ind og sidde et par gange for forskellige forseelser, alt imens Offenbach både var taknemmelig og henrykt over sammes ihærdige arbejde med hans Orfeus. Han var nu talk of the town og man gik kun og ventede på nyt fra "operettens fader".
Wiens egne komponister var aldeles inspirerede og gav sig i kast med den nye genre. Først Franz von Suppé og snart fulgte Johann Strauss den yngre. Sidstnævnte vendte sig først forholdsmæssigt sent i karrieren mod scenemusikken. Da han i 1871 fik sin første operette opført, var han allerede 45 år gammel og de fleste af hans berømte valsekompositioner lå bag ham. Det fortælles, at det var ingen ringere end Offenbach, der opfordrede Strauss til at begynde at skrive operetter. De mødtes ofte i festligt lag, champagnen flød - og hver gang gik Strauss hjem med stor lyst til at kaste sig over arbejdet. Efter En Nat i Venedig og Sigøjnerbaronen kom så Flagermusen, nedfældet på blot 42 dage. Verdenspremieren i 1874 på Theater an der Wien blev en tordnende triumf, mange af numrene måtte gentages og kritikken var overstrømmende!
Flagermusen har været på plakaten og standardrepertoire i alverdens operahuse lige siden. Som Felix von Weingartner, Gustav Mahlers efterfølger som kapelmester ved Wiener-Operaen, udtalte det: "Flagermusen er ikke den bedste operette - det er OPERETTEN!"
OperetteKompagniets udgave af Flagermusen spiller i denne uge
i Limfjordscentret i Skive og på Fredericia Teater -
se hele kalenderen her: