Operette ligger i smørhullet mellem klassisk opera og fartfyldt musical. Og alligevel er den blevet en vare, der står tilbage på hylden, uden nogen sådan rigtig vil røre den. Indtil OperetteKompagniet dukkede op - og operasangere vil mere end gerne synge operette!
Af Søren Nørgaard Lund
(en backstage-reportage)
"Nastrovje", lyder det. Den udenlandske glose kommer fra en kvinde i fyrrerne med en mørk hanekamslignende frisure. Eller er det en mand? Jeg får senere at vide, at det er en bukserolle - altså en kvinde i en manderolle. "Nastrovje", lyder det igen og af flere omgange. Højt, selvsikkert og propfyldt med østeuropæisk accent. Der rulles også med tungen. Det betyder "skål" på russisk. ”Det skal være endnu højere i dag!,” siger Thomas Peter Koppel til sin kollega og løfter samtidig højre arm i vejret, mens han selv udbryder frasen højt og rytmisk. Han står midt i det varme spotlight og dirigerer seancen. Hans øjne er knebet sammen og læberne vibrerer. Hovedet er toppet med brune, høje krøller, som ikke kan finde ud af, hvilken vej de vil stritte. Han er endnu ikke i kostume, er stadig i sit hverdagstøj - og ligner lige nu dét, han skal give sig ud for: manden med instruktørkasketten. Ligesom den skålende kvinde heller ikke er kommet i fuld mundering endnu - hun forvandles snart til Prins Orlofsky. Og for at gøre forvirringen total, forvandles denne prins i løbet af de kommende timer endvidere til en "Conchita Wurst"-lignende type, der nedlægger såvel hele forsamlingen på scenen som publikum med et potpourri bestående af "La Vie en Rose" og "Diamonds are a Girls best Friend". Her og nu er de bølgede, mørkeblå scenegardiner næsten trukket for. Kun forhindret af Thomas og hans kollega, Tuva Semmingsen, der øver logistik forud for aftenens forestilling. "Jeg tror sgu, den er der,” siger Thomas i et muntert tonefald.
Legestue for kreative sjæle
Man kan så småt ane duften af kvindeparfume og hårspray komme snigende udefra, efterhånden som flere af sangerne indfinder sig til forprøven. Scenen er hjemsted for et stort, sort Bösendorfer-klaver, en violin og en kastanjebrun cello. Flere instrumenter er der ikke brug for. Ved siden af hviler en blågrøn fjerboa og en morgenkåbe med et rødligt påfuglemønster, hængt parat på en stumtjener. Den er nabo til guldmalede træstole, dugklædte borde, tapetserede sætstykker, rekvisitter i alle former og to palmelignende planter i guldlige krukker. Flere stykker tape er klistret fast rundt omkring på arealet, så alle véd, hvor menageriet skal stå. Det eventyrlige bagtæppe på 6 x 8 meter, der skal danne ramme om fortællingen, er hængt op og klar. Lysteknikken er i gang med at skabe den helt rigtige stemning, mens der fortsat arbejdes på de skrå brædder. Overalt hører man knirken efter fodtrin fra det gamle trægulv i Sønderjyllandshallen i Aabenraa, der har fungeret som legestue for kreative sjæle i over 60 år.
Thomas Peter Koppel, der egentlig er sanger, og altså også ansvarlig for mise-en-scene, passer herudover til hverdag, sammen med pianist Carol Conrad, embedet som direktør for OperetteKompagniet. Det er Danmarks eneste professionelle ensemble af sin art og lige nu forbereder man sig til forestilling nummer 11 af sæsonens i alt 23 af "Flagermusen", skrevet af valsekongen Johann Strauss d. II. Koppel & Conrad vil gerne slå et slag for en teaterform, som de seneste par årtier har tabt pusten lidt herhjemme. ”Der mangler virkelig operette på de danske scener. Danmark har spillet meget operette gennem tiderne, men så stoppede man pludselig med det, fordi det ikke ansås som værende finkulturelt nok,” siger Thomas med uforstående stemmeføring. "Egentlig et mærkeligt udtryk: finkulturel ... For hvem bestemmer, hvad der er fint nok i almindelighed, og for den enkelte person i særdeleshed?!"
Strategien går ud på at gøre de gamle stykker mere komiske og nutidige. De skal opgraderes til et sprog af i dag, men samtidig være tro mod kunstarten. Stilen skal respekteres - virkemidlerne må man dog godt røre ved, så genren fremstår både levende og konkurrencedygtig. Der bliver joket med hvidvaskning af penge og udbytteskat, figurerne gives up-to-date karaktertræk som man kan relatere sig til ude på rækkerne (f.eks. laver Rosalinde, handlingens altafgørende islæt, flere gange en såkaldt "Maude" i al sin frustration), de festlige indlæg er mange som "Conchita Wurst"-momentet nævnt ovenfor - og det burde få Hr. og Fru Danmark frem på stolene og til at trække på smilebåndet. Musikken er den samme som altid - den røres der ikke ved og synges og spilles af nogle af de bedste sangere og instrumentalister, vi har herhjemme.
I kø til sminken
Thomas har bevæget sig ud i kvindeomklædningsrummet. På hver side af hvert spejl hænger fem lyspærer, så de danner en bås. Beregnet til optimering af udseendet. Ikke alle lyspærer er tændt, men rummet er alligevel mere lyst end en sommerdag i juni. ”Maaaa, maaaa, maaaaaaa”, lyder det fra en kvinde med lange, blonde lokker og i stuepige-dress. Adelens kammerpige, Adele, er den lyriske sopran med mange koloraturer - og i aften er det Lisbeth Kjærulff, der tager sig af hendes parti. Man kører med to hold, dels da det er travle kunstnere, vi har at gøre med her, dels det faktum at sygdom kan spille enhver i dette fag et puds. Hele tiden høres der mande- og dame-skalaer, som på hver deres måde finjusterer stemmelæberne. Thomas er ved at forvandle sig til dagens næste opgave i den gale italienske tenor, Alfreds brune jakkesæt - han mangler blot at blive sminket og få sat hår. En himmelblå dragt med frynser af guld hænger på garderobedøren, beregnet til Prins Orlofsky. Den ville passe perfekt til Napoleon - har også en slående lighed med noget, selveste Prince kunne finde på at kaste sig over. Thomas bruger ventetiden til at fifle med et gennemsigtigt plaster, som skal holde den lille mikrofon på plads på kinden. "Jeg tager lige Teit først," siger make-up stylist, Denise Wencke Gjernøe, som alle i kompagniet enstemmigt udråber til Danmarks bedste af slagsen. Teit bærer iøvrigt efternavnet Kanstrup og spiller Gabriel von Eisenstein, gift med Rosalinde, fortolket af Signe Asmussen - deres ægteskab sejler og vi skal have fundet ud af, inden tæppet går for sidste gang ved 22.30-tiden, om det kan reddes.
Sagen er den, at Eisenstein egentlig skal i fængsel og afsone 10 dage, men vælger først at gå til fest hos prinsen, hvor han afsløres på slap line blandt dansemus og andre godter af sin udklædte kone. Det er mere, end hun vil finde sig i - og når de så mødes i fængslet næste morgen og hun giver sig til kende, forlanger hun helt andre boller på suppen i fremtiden. Nattens begivenheder er iøvrigt arrangeret af Eisensteins gamle ven, Dr. Falke (William Jønch Pedersen), som hævn for en spøg ved et kostumebal for nogle år tilbage. Her havde Eisenstein efterladt den stangstive Falke i Flagermus-kostume på en statue af den nye borgmester, der skulle klippes snor til næste dag. Hævnakten må siges at være godt for noget, da Rosalinde nu kan få ryddet op i sit forhold med sin fraværende mand. Denise er efterhånden klar til Thomas med pensel og hårnåle.
Livsglæde
OperetteKompagniets målsætning er at udbrede trefjerdedelsakten i Danmark. Operetten har som nævnt i lang tid ligget fastklemt mellem operaen og musicalen og den har så godt som været spået død i noget tid efterhånden. De store institutioner tager sig ikke for alvor af den mere, men Thomas oplever, at disse opsætninger tænder noget i publikum. ”Hvor end vi tropper op, mærker vi den helt specielle eufori og livsglæde, de charmerende valsetrin vækker. Det er særligt vigtigt i disse år, hvor man konstant fodres med hurtige tilbud og det forbipasserende,” siger han og fortsætter: "Vi vil gerne være budbringerne for, hvad denne folkelige kunstart betyder - og har betydet siden den første helaftens-operette så dagens lys i 1850. Den har været savnet af en hel generation, der er vokset op med denne musik gennem radioen - og som nu får den tilbage!" OperetteKompagniet producerer forestillinger fra det store wieneriske arkiv og lagde i anledning af 100-års-jubilæet for kompositionens første-opførelse ud med Kálmáns Csárdásfyrstinden på Hofteatret i 2015. Straks var der bud efter tiltaget ude i landet og turnévirksomheden er kun vokset med Lehárs Den Glade Enke og for nuværende altså Flagermusen.
Lyspærerne udsender skarpe fotoner, som afslører, hvorfor der er brug for make-up. Foran Thomas ligger en brun paryk, som ligner en frisure, Leonardo DiCaprio stolt ville have båret i 90’erne. Thomas ændrer nu fuldstændig udseende. De forvirrede krøller er gemt væk og ansigtsfarven har nu en sydeuropæisk karakter efter flere minutters bearbejdelse med pudder og foundation. "Det er her, man for alvor træder ind i den verden, man nu skal agere i. Det er som om, alting falder på plads netop i disse minutter!"
Thomas & Carol er klar til at byde cirka 300 mennesker velkommen i foyeren. De skal briefe dem om aftenens forestilling og anekdoterne, der er fulgt med historiens vingesus. Der flyder med flyers og programmer med adskillige flagermus på. ”Go’ aften, allesammen, og velkommen til operetteland!,” lyder det rungende i kor fra de to stiftere for firmaet til bevarelse af operettens overlevelse. Et fælles ”Go’ aften” summes tilbage. Det er mest den ældre generation, der er mødt op. Hr. og Fru Danmark. Og det er dem, som Thomas, Carol og resten af OperetteKompagniet gerne vil appellere til - men yngre ansigter skimtes også i flokken og det er tegn på, budskabet spreder sig.
Operetten lever, traditionen fortsætter!