top of page

PÅ TOUR MED SOPRANERNE

Når OperetteKompagniet ikke arrangerer begivenheder i hovedstaden, er der gang i den på landevejen. Og Carol Conrad & Thomas Peter Koppel har en samling af nogle af landets bedste og mest efterspurgte sopraner i ensemblet at tage af, når der skal indvies nye koncertsale eller når Skagen skal underholdes udenfor højsæsonen.

Nu på onsdag (d. 14. februar) er det Valentines Day - selveste Csárdásfyrstinden i form af CECILIA LINDWALL er med, når turen går syd for København, nærmere betegnet Johanneskirken i Greve, hvor 300 tilhørere er på plads. På programmet alt hvad der kan opdrives af kærlighedsduetter indenfor trefjerdedelstakten - suppleret med en smule Puccini, lidt svenske godter og afsluttende med Cole Porters vidunderlige evergreen, True Love.

En lille uge efter gæster Den Glade Enke Skanderborg - forestilling nr. 17 i rækken i denne omfattende turné-sæson. I april venter desuden Rønne, Viborg, Skive, Roskilde, Herning og Silkeborg. I mængden af de mange divaer, vil ELSEBETH DREISIG og BERIT BARFRED JENSEN være på rollelisten.

Marts-måned byder på Viva Italia! i Metronomen på Frederiksberg (d. 10.) - inden turen næste dag går til noget nær det nordligste punkt i Danmark, nemlig Skagen. Skønne SIGNE ASMUSSEN er med i firmabussen, når Kulturhuset Kappelborg for første gang i meget lang tid har operette på plakaten! Divaen giver selvfølgelig prøver på sin aktuelle glansrolle som Enken, Hanna Glawari, men også Strauss og Kálmán synges der hits af - ligesom der vil være opera-uddrag og slagere som Granada og operettehymnen Elsk og Lev ;-)

VIBEKE KRISTENSEN (billedet), kendt som Stasi i Csárdásfyrstinden og Valencienne i Den Glade Enke, medvirker, når Kino Den Blå Engel i Kalundborg skal prøve kræfter som koncertsal fredag d. 17. marts. Udover de nævnte titler, vil Thomas og Vibeke kaste sig ud i diverse andre arier og duetter fra genren - og sikre, at Vestsjællands nye venue til klassiske musik kommer afsted med et brag!

Herfra står den på gøremål i alle mulige sammenhænge - blandt andet skal Thomas holde foredrag i to af operettens højborge, Budapest og Prag, og Carol coache samt akkompagnere rundt omkring herhjemme. De vender frygteligt tilbage i dette regi, når Sæsonpræsentationskoncerten løber af stabelen søndag d. 15. april, som altid i Metronomen - her vil flere dejlige damer stille op, så som CARINA TYBJERG MADSEN og TUVA SEMMINGSEN. Præcis 14 dage senere (d. 29. april) præsenteres eventet, Sangerportræt, for første gang - SOFIE ELKJÆR JENSEN fortæller om sit liv og synger numre, der har haft en særlig betydning for hende op til nu.

Og således fortsætter det med Den Ny Generation Synger Operette, Danske Operetteperler på sommerfestival, Årsfesten for Danske Seniorer - listen er lang og ja, inden vi får set os om, er det blevet tid til at fejre Carol & Thomas´ 25-års jubilæum som musikalske partnere!

Men meget mere om det senere ...

Følg med her:

18 billetter tilbage til VIVA ITALIA! - rekvirér dine billetter her:

bottom of page