top of page

KOM I DEN LILLE PAVILLON


OperetteKompagniets sæson 2016/2017: DEN GLADE ENKE

Godt nok er de absolutte hovedpersoner i dette Lehárs mest kendte opus den rige enke, Hanna Glawari, og den dameglade greve, Danilo Danilowitsch. Sidstnævnte skal forhindre, at hun gifter sig med en pariser, så den lille stat, Pontevedro, ikke går glip af hendes mange millioner - han ender som bekendt med at tage hende selv! De har da også noget af en historik sammen - og efter at have gennemarbejdet den og udfordret hinanden det meste af forestillingen, ender det, som det skal til tonerne af den berømte Enkevals. Det er dog andetparret, de ellers en del lettere-på-tå Valencienne og Camille de Rosillon, der måske står for aftenens mest gribende scene ...

Denne i princippet uholdbare sammensætning (hun er godt gift med "festens ædle giver", Baron Zeta) er konstant på flugt fra de øvrige gæster. De er unge og nyforelsket - og vinder med det samme publikums sympati gennem deres uskyldige koketteri i de indledende duetter. Det hjælper, at de samtidig fremstår som værende udmærket klar over, at de bejler til hinanden forgæves. Hun appelerer gennemgående til ham om, at han må finde sig en anden - men i al deres lyriske romantik synes de i vores bevidsthed at være det perfekte match.

I OperetteKompagniets regi får de lov at udleve deres drøm. I den ofte-sprunget "Et Lille Hjem For To" bygger de bogstaveligt talt rede - skelettet står der i form af en stumtjener, men på Valenciennes anvisninger, får Camille hurtigt udskiftet den med en pavillon. De undlader dog at entrere den lige med det samme ...

I 2. akt træder de for alvor i karakter - deres kærlighed er så at sige modnedes for øjnene af os. I recitativet er Rosillon færdig med de små lege og endelig åbenbares hans sande sårbarhed. At hun med det samme udviser forståelse, kommer ikke bag på os - vi har tydeligt erfaret, at de befinder sig på samme bølgelængde (og vi er lige dér med dem!). Tiden står nu stille i én af operette-literaturens smukkeste og ærligste kærlighedserklæringer. I den efterfølgende "Kom I Den Lille Pavillon" fremtoner gloserne fra HANS mund - men det er HENDE, der fører an og nu er klar til at tage de afgørende skridt ind i den verden, der burde være dem forundt ...

Herefter sker der ting og sager - den gamle baron får åbnet døren til det lille havehus og et sandt drama udspilles. Til allersidst lader vi Valencienne stå mellem sin ægtemand og sin elsker - vi vil lade det være op til publikum at gisne om, hvad fremtiden har at byde dette trekløver!

De to rolleindehavende, sopran Vibeke Kristensen & tenor Bo Kristian Jensen, danner par i privaten - og skal nok levere alt det vi forventer, når kærligheden VIL sejre! Til foråret er de desuden begge at finde på plakaten som hhv. Stasi og Edwin, når Csárdásfyrstinden fortsætter sin landsdækkende turné.

Læs meget mere om de medvirkende og bestil billetter på www.operettekompagniet.dk

bottom of page