OperetteKompagniets sæson 2016/2017: DEN GLADE ENKE
"Jens har været med i alle vore events op til nu - vi har et ømt punkt for ham! Han tog imod den halv-tenorale udfordring som Edwin i Csárdásfyrstinden med bravour, han udgjorde en tredjedel af herretrioen Old Fashioned der debuterede på Frederiksberg Slot i foråret - og nu kaster han sig i lag med Danilo i den forestående premiere på Den Glade Enke. Det er så oplagt med en kavalér-bariton i det parti!"
Således karakteriserer OperetteKompagniets Thomas Peter Koppel sin gode kollega, Jens Søndergaard - og uddyber valget af netop ham i det legendariske parti som den "don juanske" greve, der inderst inde viser sig udelukkende at være glad for enken. Gennem tiderne har Danilo ellers været besat af både brede tenorer og lyriske baritoner.
"Jeg hader at indrømme det, men vi har brug for en mand med stort M i denne hovedrolle! Vi er tenorer nok, der skråler omkring ham ... og han sætter os da også på plads én efter én. Vi skal se, hvorfor Hanna Glawari udvælger ham og hvorfor han altid har været hendes udkårne. Deres lege og kampe i løbet af forestillingen skal være mellem en mand og en kvinde. Vi skal mærke alvoren og de ægte følelser, der udspringer af deres fortid sammen - det giver så meget mere impact, når de på skift knækker."
"Den lyriske tenor finder vi hos Camille de Rosillon - han har sine egne små slag med Valencienne, men de har knap så megen historik og er lettere på tå. Buffoerne får vi i skikkelse af soldaterne St. Brioche og Cascada - ja, selv den gamle baron Zeta er blevet løftet op i de højere luftlag i OperetteKompagniets produktion. Så Danilo har det hele for sig selv ... Det er ikke nogen hemmelighed, at rigtige, moderne mænd viser følelser - dét virker så meget stærkere på en scene, måske særligt når det kommer fra én med mørkere timbre! Jens har hele registret, såvel det sanglige som det sceniske, han har the looks - og så er han aldrig bange for at gå i dybden med tingene!"
Jens Søndergaard fik sin musikalske opdragelse i Herning Kirkes Drengekor. Han arbejdede fra 2004-2007 på Das Deutsche Nationaltheater Weimar, hvor han bl.a. sang Figaro, Don Alfonso og Papageno i Mozarts operaer. Jens har siden været freelancer og medvirket i et hav af produktioner hos Oper Halle, Den Jyske Opera, Operaen i Midten, Århus Sommeropera, Musikteatret Undergrunden, Den Fynske Opera, Den Ny Opera og Det Kgl. Teater. Derudover har han adskillige koncerter i ind- og udland på bagen, hvoraf bør nævnes Ein Deutsches Requiem med Eric Ericsson samt flere lejligheder med landsdelsorkestrene. Jens modtog i 2007 det store Anne Marie Mortensen-legat, i 2014 fik han overrakt Ålborg Operapris samt et stipendiat fra Richard Wagner-Selskabet og senest gjaldt det Aksel Schiøtz-prisen.
OperetteKompagniets Carol Conrad slutter af: "Det kommer helt sikkert til at slå gnister mellem Signe (Asmussen, red.) og Jens - og det gør absolut ikke noget, vi får dette dramatiske aspekt fra operaens verden ind over. Der er nok af skæg og ballade (og det deltager de såmænd også i) - men skal vi tro på den (uundgåelige) lykkelige slutning, skal vi have fulgt en reel historie med masser af twists og udvikling mellem de to!"
Læs meget mere og bestil billetter på www.operettekompagniet.dk