OperetteKompagniets sæson 2016/2017: DEN GLADE ENKE
... og det har hun sandelig gjort mange gange herhjemme! Men i moderne tider alligevel ikke så tit, som hun burde ... Operetten har nemlig mildt sagt ligget lidt i klemme mellem operaens boom og musicalens huséren de senere år. De store institutioner tager sig ikke rigtig af den mere - en skam, da Danmark har en endda stor tradition indenfor den vidunderlige genre. Ikke siden Det Ny Teater tog Lehárs værk op tilbage i 1997 med scenografi og kostumer af Jean Voigt (og med en ung tenor ved navn Thomas Peter Koppel på rollelisten som Camille de Rosillon) har vi på vore breddegrader kunnet nyde en smuk, klassisk opsætning af denne én af de to mest spillede og elskede operetter overhovedet (den anden er selvfølgelig Flagermusen). Det Kgl. Teaters håndtering af værket med de nedbrændte kulisser og kostumer i 2007 (denne gang med en lidt ældre Thomas i partiet som St. Brioche) virkede nærmest som om, man ville skræmme publikum med smag for trefjerdedelstakten væk fra nationalscenen én gang for alle.
I disse dage er OperetteKompagniet ved at kridte lakskoene op til premieren (d. 29. oktober) på dets udgave af Den Glade Enke - og selvom det ikke er nogen hemmelighed, at den er af den kammermusikalske slags, kommer der absolut ikke til at mangle noget at se og høre på. Aktørerne på scenen er af den bedste skuffe fra den klassiske sangerverden og de akkompagneres af Enke-Trioen, bestående af musikere fra Det Kgl. Kapel og Radiosymfoniorkestret, ledet af kapelmester (og OperetteKompagniets co-founder) Carol Conrad, der såmænd også har arrangeret musikken. Mis-en-scene er overladt til den anden medstifter, førnævnte Thomas, der lover bedårende kjoler og rekvisitter, champagne i krystalglassene og lystigt spil fra start til slut igennem de 2 akter. De 5 forestillinger på Teatermuseet i Hofteatret (de 3 er allerede udsolgte - billetsalg direkte på hjemmesiden: operettekompagniet.dk) afløses af en omfattende turné rundt om i landet i den kommende 2017/18-sæson.
Franz (eller Ferenc) Lehár blev født i 1870 i Komorn i Ungarn, men fik sin musikalske uddannelse i Prag. Han virkede senere som violinist i flere militærorkestre både i sit hjemland og Tyskland. Det var dog især operaen, der havde hans interesse - og da han fra 1899 blev hyret som kapelmester på det fremtrædende Theater an der Wien, fik han adskillige af sine opusser opført. Gennembruddet fulgte med Den Glade Enke i 1905.
Teksten er skrevet af de erfarne librettister, Viktor Léon og Leo Stein, efter Henri Meilhacs L´Attaché d´Ambassade - og blev hurtigt oversat til tysk (den findes også i flere danske versioner - OperetteKompagniet bruger til dels sin egen). Handlingen omlagdes fra en tysk små-stat til Montenegro (i teksten kaldet Pontevedro) og således blev der gjort plads til de populære folkloristiske indslag undervejs. I det hele taget kom danseoptrinene i hovedsædet med alt fra vals og polka til cakewalk og cancan. "Den er skrevet af og for mennesker, der er fødte med valsen på læberne og csárdás´en i fodsålerne", som Charles Kjerulf skrev i Politiken i sin tid.
Modtagelsen efter uropførelsen var middelmådig - men var det ikke! som oftest sådan?! Enken skulle immervæk med lynets hast komme til at indtage både Europa og USA - og allerede i august 1906 havde Casino Teatret i København den på plakaten, hvor den skulle komme til at stå ikke mindre end 130 gange, inden året var omme. Illustreret Tidende skrev: "Publikum fandt overmåde behag i den nye komponist, Franz Lehár, og der blev vanskelig en ende på de fremkaldelser, hvormed successen sloges fast!" Den Glade Enke må betegnes som standard-repertoire og har gået sin sejrsgang over hele kloden, siden den løb af stabelen for over 100 år siden nu.
Musikken er en god blanding af alt, hvad man forbinder med denne kunstart fra den valsende Strauss til den løsslupne Offenbach. Lehár fandt også i denne periode sit helt personlige tonesprog frem, vi med det samme forbinder med ham. De underskønne melodier hev han rask væk ud af ærmet, så selv Puccini måtte udtrykke sin misundelighed og hangen til ledemotiver fik han af inspiration fra Wagner. Lehár skulle efterfølgende, især efter en pludselig skabertrang i sine ældre år, give os titler som Greven af Luxembourg, Paganini, Zarewitsch, Smilets Land og Giuditta - sidstnævnte blev sågar opført på den store operas skrå brædder i Wien. Han døde i 1948 i Bad Ischl i Østrig.
Efter Csárdásfyrstinden i 2015 glæder OperetteKompagniet sig til nu at byde Enken op til vals ... Glæd jer!