Glad og lovende start på Hofteatret for det nye OperetteKompagniet, der vil satse på gode gamle wieneroperetter i 3/4-takt.
Initiativtageren Thomas Peter Koppel lægger for, præsenterer idéen og drejer ubesværet over i fortællerrollen ... og synger tilmed elegant én af de tre mandlige roller.
Og så noget helt afgørende: Det spinkle akkompagnement af klaver, violin og cello er alt nok til at få valsetakterne til at gynge, især fordi Carol Conrad (den anden initiativtager, red.) har et overlegent og engageret tag på det wieneriske ... Hun holder fint sammen på forestillingen, der har initiativ - og livsglædens uskyld. Og som modtages denne aften med genkendelsernes usvækkede glæde.
Gregers
Fejende, festlig, forførende Csárdásfyrstinde.
Det nystiftede OperetteKompagniet tager med kærlig, sikker, humoristisk og kyndig hånd fat om Csárdásfyrstinden, så enhver, også ikke-inkarnerede operettefans, kan følge med.
Løjer er der mange af i denne helt igennem utraditionelle, men samtidig helt vidunderlige forestilling. Og måske netop gør det den så velegnet for nybegyndere ud i operettens verden, samtidig med, at den giver et godt løft til genren.
Læg dertil en velspillende kammertrio, der medvirker til at gøre OperetteKompagniets udgave af Csárdásfyrstinden til en helstøbt forestilling og berettiger til seks stjerner.
Henrik Sieben, SeniorBladet
Og det gør publikum i Hofteatret (synger med, red.), for de kan huske alle de gode melodier i Csárdásfyrstinden. Skal man måle Thomas Peter Koppel og pianisten Carol Conrads ambition om at genrejse den glemte operettegenre på publikums entusiasme, er premieren en ubetinget succes.
Når Signe Asmussen og Koppel som bramfri adelskvinde og polygam levemand synger duet om deres gensidige afhængighed, bevæger forestillingen sig lige på kanten af en god dansk revy. Bare med skønsang. Og det lille teaterrum smelter helt, når Jens Søndergaard med mørke øjne og Cecilia Lindwall som fyrig showsangerinde gør sig bløde i en drøm om umulig kærlighed.
Sangere og musikere er fra øverste lag fra landets operascener, og det fungerer musikalsk helt fint at sætte Kálmáns operettehit fra 1915 op med en klavertrio i spartanske kulisser.
OperetteKompagniet starter helt fra bunden på velvilje og kærlighed til genren, og i det lys er det et imponerende foretagende.
Henrik Friis, Politiken