Det bliver en wienerisk og en fransk kavalkade, der skal bringe os godt ind i det nye år denne gang ...

​

Faktisk blev helaftens-operetten, som vi kender den, opfundet i Paris, da Jacques Offenbach, efter alle de mange én-aktere, præsenterede sin Orfeus i Underverdenen i midten af det 19. århundrede. Jungletrommerne lød, og ikke længe efter blev genistregen også sat op i Østrigs hovedstad.

​

I et sandt orgie indleder dagens solister det traditionelle show i det gamle Mercur for halvåbent tæppe, hvor fokus rettes dels mod den ovennævnte first mover inden for OperetteKompagniets primære kunstart, dels de valsekonger, der snart skulle følge trop.

​

Efter pausen fortsætter hyldesten til livet ... og Piaf! Akkompagneret af noget nær en originalbesætning og sat op af stjernesopranen selv - hvem husker ikke Cecilias betagende Csárdásfyrstinde i dette forum? - er den parisiske ånd a la 100 år senere utvetydig.

​

La môme, spurven, som Édith Piaf døbtes, var en af Frankrigs mest elskede sangerinder, ligesom hun bemærkede sig på teaterscenen. Hun var et forbillede for mange unge kunstnere, inspirerede ikke så få sangskrivere og nød stor international anerkendelse.

​

La vie en rose, Hymne à l´amour, Padam Padam, Milord, Non je ne regrette rien, L´accordéoniste, L´homme de Berlin er alle udødeliggjorte - og denne kammerforestilling, der har gået sin sejrsgang overalt i riget, er med til at fejre og fornye de små, uafrystelige chansons.

​

​

VARIGHED:

2 timer & 15 min., inkl. pause