MEDVIRKENDE
KOPPEL & SØN
synger
De Store Mestre
Søndag 30. april 2023, kl. 15.00
Musikhuset København (+ turné)
Vesterbrogade 59, 1620 København V
Trods det nye skud på det koppelske stamtræs unge alder indikerer kuglerammen, at Thomas og Jonathan efterhånden må have trådt op sammen henved 150 gange allerede. Deres seneste indspil er et potpourri kun til benefice for de fornemste af melodimagerne inden for den klassiske verden og deres opusser af absolut ædleste støbning.
Og de er der allesammen: Bach, Beethoven, Brahms, begge Strauss´erne, Schubert, Schumann. Mozart selvfølgelig. Men også nordiske islæt som Sibelius, Grieg og Carl Nielsen. Operaen repræsenteres af støvlelandets ikoner, Verdi og Puccini, og hvem skulle ellers give smagsprøver på trefjerdedelstaktens valsekonger?
Vidste du, at Richard Strauss ikke kunne fordrage tenorale skrålhalse og derfor skrev deres soli i et register, der pressede hver en blodsdråbe ud af dem? At Rossini, desuagtet de sprællevende musikalske raptusser, var så luddoven, at han lå lige så bred han var i sin seng hele dagen og komponerede, og hvis han tabte sine kladder på gulvet, gad han ikke rejse sig og samle dem op, men startede blot forfra? At Beethoven ikke var den eneste, der skulle miste hørelsen? At russisk, på lige fod med italiensk, faktisk er et gudsbenådet sprog at udtrykke sig på?
Tenorerne prøver såmænd også én gang for alle at synge den omfartende virus væk. Kender du i øvrigt den guitarkoncert, der har den mest inciterende melodi, men som ingen kan udtale? Det er også obligatorisk med Chopin på plakaten. Instrumentalisterne denne eftermiddag tilhører landets absolut bedste.
En oplysende, lidenskabelig og rørende seance, delt op i små sketches, synes i vente, når OperetteKompagniet for første gang byder sit publikum indenfor i Københavns nye musikhus!
VARIGHED: 2 timer, inkl. pause