


MEDVIRKENDE
Louise McClelland Jacobsen, sopran
Laura Helene Hansen, sopran
Jonathan Koppel, tenor
Asmus Hanke Frederiksen, bariton
Thomas Peter Koppel, tenor & konferencier
Laurits Dragsted, piano
125 år
- uden VERDI
Lørdag d. 30. Maj 2026, kl. 14.00
Skt. Pauls Kirke
Gernersgade 33, 1319 København K
Alle elsker Verdi ...
Manden fra den romantiske æra gennem det meste af 1800-tallet, der stod bag mastodonter som Aida, La Traviata, Don Carlos og Otello - sammen med en håndfuld andre værker blandt de mest spillede inden for klassisk musikdramatik.
Den italienske melodimager, født 1813, der overtog tronen fra bel cantoens mestre, Bellini, Donizetti og Rossini, og så godt som kun skrev operaer, fik hurtigt sit gennembrud med Nabucco, i en alder af 29, og afsluttede sin produktion med et virtuost komisk islæt, Falstaff, den med fugaen til sidst: Hele Verden er Dårskab, imponerende 50 år senere.
Som det ellers gjaldt for mange andre af de store, efterladtes ikke noget overarbejde til eftertiden. Verdis spilleliste er fuldendt. Også med et Requiem, begået allerede i 1874, mere end et kvart århundrede før hans egen bortgang.
En mærkepæl er det, hver gang den bliver opført. En altomsiggribende helhedsoplevelse med røsten, som komponisten får til både at tordne og hviske i samtaler om døden og sorgen, i centrum. Forenende scenens hudløse drama med menneskets religiøse overvejelser. Hans bedste opera er der ligefrem mange, der mener. 29 i alt, hvis vi inkluderer dødsmessen.
Nævnes bør så absolut også `da camera´-sangene, hvorfra mange af de skrå brædders senere fraseringer skulle lånes, og mere hengemt en aldeles glimrende strygekvartet, et par forsøg på symfoniske digte samt klaverstykker.
Giuseppe blev kendt i folkemunde med en suono, som vi forestiller os det uspolerede pizzabud stadig giver hals af den dag i dag - 125 år efter. Han var en af dem, der var forundt at være en stjerne i sin levetid. Hans arier måtte partout forblive i prøvelokalet inden uropførelserne -solisterne blev simpelthen bedt om at holde inde med nynneriet på vej hjem fra teatret ...
Eftermiddagens fire unge talenter byder på eksempler fra det meste, akkompagneret af en ligeså kyndig pianist. Og mon ikke der er basis for, at den uimodståelige slutkvartet fra Rigoletto lukker og slukker!?
VARIGHED:
1 time & 45 min., inkl. pause