STOLTE ØJEBLIKKE MED DE UNGE ... OG NU IGEN!
- Thomas Peter Koppel
- 20. mar.
- 3 min læsning

I sæsonen 2020/2021 tog firmaet til bevarelse af trefjerdedelstaktens ve og vel lidt af en drejning og hyrede unge kometer ind til dets Young Artists Ensemble. Interessen var stor, og efter auditions flere dage i træk endte man med lidt over en håndfuld af slagsen, der skulle være ansigterne udadtil på de forskellige rollelister de næste sæsoner.
Desværre gjorde coronaen sit for at sætte en kæp i hjulet på processen, men det blev da ikke desto mindre til nogle eklatante oplevelser på de skrå, både hjemme på brostenen og ude på landevejen. Hver af de magnifikke syv fik en såkaldt `Operettecafé´ at boltre sig i, med en subtitel, der understregede hver deres specifikke fagområde. Tilløbsstykkerne foregik hovedsaligt i KoncertKirken, et par enkelte i Metronomen og én blev henvist til livestreaming grundet en nedlukning af landet.
På Bremen Teater fejede hele karosseriet over scenen på en mandag aften i en hyldest til Franz Lehár, der ville have været fyldt 150 år. Mange husker nok, at verdenstenoren Magnus Vigilius, der havde fået ryddet kalenderen i de herrens år, dukkede op til sidst og, omkranset af talenterne, operettedirektørerne samt bandet, gav Dein ist mein ganzes Herz i anledningen.
Den første produktion fulgte lige i halen på Det lunt i Nat - Danske Operetteperler og dennes ikke-lineære dramaturgi. Den var en omskrivning af Hjerter i Valsetakt fra tidligere tider - nu med under-overskriften: `en operette om dagen er den bedste medicin´, og dét i en virus-venlig instruktion. 12 forestillinger nåede det da at blive til, med premieren henlagt til Galaksen i Værløse.
Så går vi til Maxim fulgte trop og var en fortsættelse af fejringen af den halvanden århundrede gamle valsekonge fra Budapest. 1. akt foregik hjemme i hovedpersonens stue og omkring et flot dekoreret bord, hvor talerne stod i kø og lagde op til hans mest berømte arier og duetter fra de mange opusser. 2. akt så truppen valfarte til netop Maxim, hvor de medvirkende indtog partierne fra Den Glade Enke og bød på highlights fra komponistens magnum opus. Thomas begik sig som selveste Franz i øvrigt, sminket til fuldkommenhed af den uforlignelige Denise Wencke Gjernøe. Sidstnævnte blev tillige `kørt´ ind i en kiste, hvorfra hun poppede op som en indtagende Sarah Bernhardt, der efter en længere monolog blev inviteret med til bords.
Produktionen nåede kun tre datoer, i henholdsvis København, Fredericia og Frederikshavn. En Nytårsgalla kompenserede derfor og fyldte, hvad der kom til at ligne en reel turné ud.
Hvor er de så nu - flokken, der alle nu er trådt over tærsklen til fuldbyrdede professionelle karrierer? Det er gået dem godt, skulle vi hilse og sige. Carina Tybjerg Madsen er på kontrakt ved Landestheater Linz i det østrigske, Frøy Hovland Holtbakk huserer ved operaen i Oslo, og resten har alle debuteret på Det Kongelige Teater imellem tiden. Og flere har stiftet familie også.
Søndag d. 13. april, kl. 14.00, har du chancen for at genhøre og -se Marie Dreisig, Sidsel Aja Eriksen, Jonathan Koppel og William Jønch Pedersen fra dengang. Og en særdeles vigtig sopran for fremtiden, ved navn Helle Gössler Christensen, er kommet til.
Her er programmet - glæd jer!
Er De det ble´et fortalt? (La Perichole)
Der var engang en Vals (af samme navn)
Chi il bel sogno di Doretta (La Rondine)
People Will Say We´re In Love (Oklahoma)
Du er mit hele Liv (af samme navn)
Dein ist mein ganzes Herz (Smilets Land)
Volgasangen (Zarewitsch)
Elsk mig på Jord som i Himlen (Giuditta)
Blomsterduetten (Lakmé)
Au fond du temple saint (Perlefiskerne)
Ulignelige Pige (Maskarade)
Enkevalsen (Den Glade Enke)
Bella figlia dell´amore (Rigoletto)
Hurra, hurra! (Csárdásfyrstinden)
Laurits Dragsted akkompagnerer ved flyglet. Thomas konfererer.
Her finder du dine billetter - få tilbage:
Comments