Sæsonen er i gang - og det er den for alvor, når turnévirksomheden også tager fart. I de næste to halvår drager OperetteKompagniet ud på landevejen med hele fire forskellige titler.
Her i efteråret gælder det Koppel & Søn synger De STORE Mestre, der allerede har fejet over scenen tidligere i Frederikshavn, Frederikssund og Musikhuset i København. Her i 2024, nærmere betegnet i september og oktober, går turen så til Fredericia Musicalteater, til Sæby i anledning af købstadens 500-års jubilæum og til Guldaldersalen på Hotel Prindsen i Roskilde.
Siden, fra november og ind i 2025, står Det bli´r i Familien - Fire Generationer Koppel på plakaten. Nytåret, i hele januar og faktisk frem til medio februar, bliver fejret med dels New Fashioned & Tuva, dels en ny udgave af !NyTåRsBRAGet! Disse vender vi frygteligt tilbage til ...
Her og nu prøves der lystigt på `Mestrene´ - de små finurligheder og finesser skal findes frem igen, ligesom den kendetegnende høje musikalske kvalitet skal det. Kvartetten bestående af tenorerne Jonathan & Thomas Peter Koppel, pianist Miles Lallemant og guitarist Allan Sjølin er gået i prøvesalen og knokler i varmen, så den lille forestilling står frisk og fintunet om godt tre uger, når der venter et talstærkt publikum ude på stolerækkerne.
Inden da, en ganske almindelig onsdag eftermiddag, kan du være med til at sende os godt afsted, når den lille trup inviterer til en såkaldt `åben prøve´ i Metronomen på Frederiksberg. Det sker d. 25. september kl. 14 - og lidt over to timer frem. Måske mere, i og med det i sagens natur jo ER en prøve - og uforudsete ting og sager sagtens kan ske. En dårlig generalprøve giver som bekendt en ...
Det kan godt være, holdet her er af den mindre slags, men musikken er, som navnet antyder, STOR. Og de er der allesammen. Beethoven, Chopin og Tchaikovsky, Händel, Schubert og Schumann, Verdi, Puccini og Lehár. Sågar Satie, Rota og Koppel. En såkaldt `mash-up´ med Bach og Rodrigo kan lade sig gøre i dette regi. Ravels Bolero er med, som du aldrig har hørt den før. Og hvis der er visse, du mangler, toner de givetvis ud gennem den medbragte soundbox. Intimiteten er en præmis i denne produktion, men alt hvad du ser og hører, er det på ingen måde!
Hvis du gik glip af eventet på Vesterbros nye flotte spillested i april sidste år, eller bare MÅ genopleve herlighederne, er muligheden nu til stede igen. Det er faktisk en `win-win situation´, da det for kunstnerne vil være en stor hjælp med reaktioner fra lægterne, inden det går løs i det midtjyske bare tre dage senere.
Her sikrer du dig billetter:
Comments