BREAKING: OPERETTEKOMPAGNIETS NYE STRYGERGRUPPE PRÆSENTERES!
- Thomas Peter Koppel
- 30. maj
- 2 min læsning
Her er de ... og bid mærke i datoen: 24. august! Thomas Peter Koppel runder de 60 år, smider en fødselsdagskoncert i Metronomen på Frederiksberg og præsenterer samtidig kompagniets nye strygergruppe ... Koppel & Søn synger De STORE JØDISKE Mestre - og ved en sådan lejlighed skal man selvfølgelig bruge en violinist og en cellist, der kan rive i strengene.
"Jeg glæder mig endnu mere nu ... Jonathan, Irene (Hasager, red.) og jeg har jo opbygget lidt af et repertoire inden for dette anegalleri efter to års besøg i træk i Synagogen ved Jødisk Kulturfestival. Vi bliver nu en kvintet, en enestående helhed ved min markering lige efter sommerferien. Og, ja, det ER jo bare et tal ...", udtaler operettedirektøren.
Velkommen til Karen Johanne & Kirstine Elise Pedersen. De vil figurere i ensemblets fremtidige gøremål med `orkesterbesætning´ fra sæsonen 2026/2027, hvor en stor satsning af en produktion står på plakaten. Men altså allerede fra om godt tre måneder kan du stifte bekendtskab med det friske pust ... når holdet på de fem ovennævnte debuterer sammen i dette regi!
Der er pt. 22 billetter tilbage ...
Nævnte vi, at der også vil være kage og bobler - og at man kan møde alle artister efterfølgende?

Karen Johanne & Kirstine Elise Pedersen
er søstre og ensemblets nye strygergruppe!
Karen Johanne spiller violin og Kirstine Elise tager sig af celloen. De to er tvillinger og har spillet sammen siden 5-års-alderen.
Begge er de eftertragtede og nytænkende musikere, som både har markeret sig på den danske kammermusikscene, såvel indenfor den klassiske musik som den nyere af slagsen, og på den internationale folk-/roots-/popscene.
De har en umiskendelig, varmt gennemtrængende og lystbetonet klang, som den ansvarlige i kompagniet husker fra deres fælles medvirken i en produktion af Madame Butterfly på Egnsteatret Undergrunden for nogle år siden.
Og så de kan arrangere, eller orkestrere om man vil, og dét på en ganske særlig måde, der går lige i hjertet …
Det får vi for alvor prøver på under OperetteKompagniets største forestilling til dato i 2026/2027!
Comments