DET´ LISSOM LUFTEN ER LADT ...

03.06.2019

 

OperetteKompagniet præsenterer 

 

DET´ LUNT I NAT - DANSKE OPERETTEPERLER 

 

på landevejen i næste sæson. 

Hele 17 gange får publikum glæde

af de vidunderlige melodier fra den populære danske kulturarv -

fra Sydsjælland til det nordjyske, fra Næstved til Hjørring.

Målet er at få hele Danmark til atter at nynne med

på al den gode musik, der er vores -

den er der jo, lige til at gå ombord i ...

Og vi har sangerne og musikerne til at tage sig af den! 

 

Teaterforeningerne rundt omkring i riget

har nu alle endelig præsenteret deres program for 2019/2020 -

så der er ingen grund til at tøve med at komme til tasterne.

Forneden finder du det gyldne link,

der bringer dig tættere på billetterne -

OperetteKompagniets Sæsonkortholdere får automatisk adgang

til én af aftenerne i Kastrup Bio i Amagerteatrets regi. 

 

 

 

PRESSETEKSTEN 

 

 

OperetteKompagniet præsenterer 

DET´ LUNT I NAT - Danske Operetteperler 

på tour 2019/2020 

 

 

Danmark er et Operetteland - med stort O! 

 

Og efter tre store titler fra det wieneriske arkiv (Csárdásfyrstinden, Den Glade Enke & Flagermusen - i alt 64 opførelser over hele landet), er det på tide, at det eneste professionelle ensemble til bevarelse af trefjerdedelstaktens ve og vel herhjemme, i næste sæson kaster sig over vor egen så populære sangskat. Et repertoire, som en hel generation er vokset op med - og kan hver en glose af.

 

For ikke så længe siden endda, samledes man i hvert et dansk hjem om radioen og nød her underholdningsmusikkens opblomstren og tidens store stemmer. 

 

Det var i en gylden epoke - og den dag i dag minder den os om, hvor vi kommer fra og hvad de romantiske toner stadig kan gøre ved os. OperetteKompagniet vil gerne være budbringerne for en folkekær kulturarv, der er mere brug for nu om stunder end nogensinde - OG har været savnet … 

 

De er der allesammen: Livets Glæder, Musens Sang, Alene Med En Yndig Pige, Alle Går Rundt Og Forelsker Sig, Lille Du, Du Gamle Måne, Stemningsmelodien, Glemmer Du … 

 

Her får du ikke kun national-operetten Farinelli fra Reesens hånd, men også hans Gadeprinsessen - du får de bedste hits blandt Normann Andersens i alt 900 melodier - Lumbyes Champagnegalop, som du aldrig har hørt den før, udsat for klavertrio og slagtøj – vi skal selvfølgelig også op på det store lærred og genopleve nogle af de skønne klip, det år efter år henrykkede os med - afløst af en afdeling med numre, vi TROEDE var dansk … 

 

Forestillingen med de danske operetteperler har fået titlen: ”DET´ LUNT I NAT” - for det ER virkelig ”lissom luften er ladt” … 

 

Et indtagende scenisk rum - de smukkeste kostumer og rekvisitter - dansetrin en masse - musik, sang og lystig spil fra nogle af de fineste kunstnere, vi har herhjemme lige nu - en skuespillerinde tager sig af Dyveke - og en fortællerglad konferencier af de mange anekdoter, der er fulgt med historiens vingesus! 

 

I 2019/2020 vil OperetteKompagniet sørge for, at hele Danmark atter nynner med fra plyssæderne, hele vejen hjem - og ja, fortsat ud i fremtiden! 

 

FOR som det hedder i en anden af de berømte sange: ”Husk nu de glæder, som vi sammen fandt - husk nu de tanker, som os sammen bandt!” 

 

Operetten lever, traditionen fortsætter! 

 

 

 

Her finder du frem til alle de forskellige teaterforeningers billetsalgs-links: 

www.operettekompagniet.dk/kalender

Please reload

© 2015-2019 OperetteKompagniet ApS
 

Jorcks.jpg