I 2019/2020 NYNNER HELE DANMARK ATTER MED ...

15.04.2019

 

OperetteKompagniet fylder allerede 5 år ...

Tiden går som bekendt hurtigt, når man er i godt selskab -

og det har I unægteligt været ... ;-)

Og vi ligeså!!

 

Den nye sæson blev i går præsenteret

ved en udsolgt koncert i Metronomen på Frederiksberg -

og så snart eftermiddagen gik på hæld

og de sidste dråber champagne var delt ud,

kom der godt gang i billetsalget på sitet,

der byder på landets eneste professionelle ensemble af sin art!

 

 

Her kan man læse om og begynde at glæde sig til alt

fra den traditionsrige Julekoncert, den storslåede Nytårsgalla,

Rådhusfesten for Seniorerne (med De 4 Operettetenorer!)

over endnu et kuld talenter fra Den Ny Generation,

Sangerportrættet (med ingen ringere end Tuva Semmingsen!),

flere Sæsonpræsentationer til det friske tiltag i Operettecaféen

og ikke mindst Århundredets Operettekoncert -

der fejrer det halvrunde mærkeår præcis dér,

hvor det hele løb af stabelen tilbage i 2015: Hofteatret.

 

Over 30 sangere har meldt deres ankomst i Teatermuseet,

hvor de akkompagneres af den altid spektakulære klavertrio, ledet af firmaets musikalske chef, Carol Conrad.

Begivenheden bindes sammen af Thomas Peter Koppel på sædvanlig uformel og lystig vis -

men det er trefjerdedelstakten, der er hovedpersonen denne lørdag i oktober

og musikken vil flyde fra hit til hit gennem den festlige seance, der endvidere foreviges på film.

Man skal dog nok være hurtig på tasterne, hvis man vil opleve prominente navne LIVE

som Louise Fribo, Gert Henning-Jensen, Andrea Pellegrini, Sofie Elkjær Jensen, Magnus Vigilius,

Frederik Rolin, Frederikke Kampmann, Cecilia Lindwall og altså mange andre af samme kaliber.

Der går rygter om, at adskillige af den mere legendariske skuffe også vil lægge vejen forbi ...

 

I 2019/2020 hedder OperetteKompagniets turnéproduktion: Det´ lunt i Nat - Danske Operetteperler.

Forestillingen er på landevejen fra september til april og når det ganske rige rundt -

fra Frederikshavn til Næstved, fra Sønderborg til Roskilde.

Danmark er nemlig et Operetteland - med stort O!

 

OperetteKompagniet tager sig kærligt af vor folkekære kulturarv, der er mere brug for nu om stunder end nogensinde.

I en gylden epoke samledes man i hvert et dansk hjem om radioen

og nød her underholdningsmusikkens sprudlende liv og datidens store stemmer.

Den dag i dag minder de romantiske toner os om, hvor vi kommer fra og hvad de stadig kan gøre ved os.

Livets Glæder, Musens Sang, Lille du, Du gamle Måne, Alene med en yndig Pige, Alle går rundt og forelsker sig, Stemningsmelodien, Glemmer du ... ja, man kan blive ved!​

 

Smukke kostumer og rappe dansetrin omkranses af et indtagende scenisk rum,

hvor du ikke kun får serveret national-operetten Farinelli fra Reesens hånd, men også hans Gadeprinsessen.

Du får de bedste blandt Normann Andersens i alt 900 evergreens og Lumbyes Champagnegalop, som du aldrig har hørt den før.

Vi skal selvfølgelig også besøge det store lærred og genopleve nogle af de skønne takter, det år efter år henrykkede os med,

afløst af en afdeling med numre, vi troede var dansk ...

 

Perlekvartetten, sammensat af kyndige folk fra Radiosymfoniorkestret og Det Kongelige Kapel, er på plads -

ligesom nogle af vore hjemlige breddegraders allerbedste fortolkere i form af

Signe Asmussen, Elsebeth Dreisig, Vibeke Kristensen, Bo Kristian Jensen og Jens Søndergaard vil være det.

 

Showet genskaber historiens vingesus

og vil atter få Danmark til at nynne med ude fra rækkerne, hele vejen hjem - og ind i fremtiden!

For som det hedder i én af de berømte sange:

"Husk nu de glæder, som vi sammen fandt; husk nu de tanker, som os sammen bandt!"

 

OPERETTEN LEVER - TRADITIONEN FORTSÆTTER!

 

 

Klik ind på hjemmesiden og få overblikket over vores jubilæumssæson:

www.operettekompagniet.dk

Please reload

© 2015-2019 OperetteKompagniet ApS
 

Jorcks.jpg