"JEG SKAL SKUBBES UD OVER MIN COMFORTZONE!"

16.09.2018

 

Tuva Semmingsen er ikke bare én af sin generations bedste mezzosopraner, det være sig inden for det lyriske koloraturfag eller mere eksperimenterende genrer - hun er også én af dem, hendes "egne" i branchen respekterer betingelsesløst! Udover at være en teknisk begavelse, i besiddelse af en uimodståelig varm timbre og professionel til fingerspidserne - har hun det der ekstra udefinérbare, de rigtig sjældne stjerner ejer ... Det er lykkedes OperetteKompagniet at få Tuva til at trække i bukserne som Prins Orlofsky i dets premiere på Flagermusen og efterfølgende turné - vi har stillet det norske koryfæ fem skarpe:

 

1) Tuva, hvor er du lige nu i din karriere - og hvilke mål sætter du dig?

    Med lidt hurtig hovedregning, kommer jeg frem til, at jeg - ihvertfald teoretisk set - er over halvvejs i min karriere, hvis man går ud fra pensionsalderen er på 56. Jeg tror, mine mål har ændret sig, fra i starten at være ret specifikke (en bestemt rolle, dirigent, operahus som måske ville se godt ud på mit CV) til nu at være mere værdibaseret, hvis man kan kalde det det. Jeg fokuserer på, at arbejdet skal være sjovt og udfordrende - og skubbe mig ud over min comfortzone - hvad enten det drejer sig om at lære sig at fløjte, spille harmonika eller lave operette for første gang ...

 

2) Hvilken rolle spiller operette på cv’et - og er der forskellige tilgange stemmeteknisk i forhold til opera?

    Operette glimrer voldsomt med sit fravær på mit CV og det er kun tilfældigheder, der er årsagen! Rent vokalteknisk, tænker jeg ikke, der er den store forskel fra opera - udover den lille detalje, at man også skal kunne levere en god talt dialog i tillæg. Som eksil-normand, har jeg til tider stadig problemer med at forstå, hvad danske skuespillere siger, så jeg er meget påpasselig med, at min diktion skal være 100% på plads!

 

3) Crossover dyrker du også - hvilke krav stiller du til den musik, du påtager dig at udøve?

    Jeg er meget lidt kræsen, hvad musik angår - nærmest altædende, uanset genre. Så hvis der blev ytret et ønske om, at jeg sang en country-sang som jazz-ballade, ville jeg formentlig gøre det med største fornøjelse! Jeg er meget sjældent snublet over en sang, som ikke kommunikerer noget fængende og hvor jeg har lyst til at fortælle historien videre. Der er skrevet så megen smuk, grim, vild, trist, glad musik op gennem tiderne!

 

4) Du laver i øjeblikket Prins Orlofsky med OperetteKompagniet - fortæl om glæderne / udfordringerne ved at lave bukseroller ..?

    Jeg har haft fornøjelsen af at spille rigtig meget mand på scenen, faktisk siger min repertoireliste nærmest 50/50 mand-kvinde. Jeg mener, vi alle har både en maskulin og en feminin side og at det er i krydsfeltet mellem disse, at der opstår noget fascinerende - gender confusion ... Dette har åbenbart også optaget komponister som f.eks Händel og Vivaldi, som skrev bukseroller ikke bare til kastrater, men også til kvindelige sangere. Et klassisk opera-plot fra barokken er også den forsmåede hustru, som klæder sig ud som mand for at udspionere sin utro husbond. Hvorpå kvinden som husbonden gør kur til, uden undtagelse altid forelsker sig i den udklædte kvinde! Spændende forviklinger! 

    Bukseroller i Mozarts og Strauss' operaer bygger unægtelig videre på denne fascinerende tradition - og både Cherubino og Octavian har scener, hvor de klæder sig ud som kvinde, altså en kvinde som klæder sig ud som mand, som klæder sig ud som kvinde. Forvirringen er fuldkommen!

Prins Orlofsky er sådan set kronen på værket i denne lange tradition: en dejlig dekadent figur, som ingen egentlig ved hvad / hvem er: Er det en mand? Er det en kvinde? Er det ikke egentlig ligegyldig? (Uanset, er jeg i tilpas god kontakt med min maskuline side)

 

5) Når musikken er slukket, hvad foretager du dig da?

    Når musikken slukker, er jeg for det meste at finde med noget garn mellem hænderne. Vi sangere har valgt et meget ekstrovert yrke og håndarbejde er for mig en vidunderlig måde at koble af på, og bearbejde arbejdsdagen i baghovedet. På samme tid er jeg meget mere mentalt tilgængelig for mine nærmeste, end hvis jeg for eksempel sad og gloede i min mobiltelefon. Den dag jeg går på pension, finder du mig hele dagen i haven med en stor kande kaffe - og strikketøj i skødet!

 

 

Oplev Tuva rolle-debutere som Prins Orlofsky i Flagermusen

på Teatermuseet i Hofteatret lørdag d. 29. & søndag d. 30. september

- yderligere forestillinger samme sted lørdag d. 6. & søndag d. 7. oktober, alle dage kl. 17.

 

www.operettekompagniet.dk/billetsalg

Please reload

© 2015-2019 OperetteKompagniet ApS
 

Jorcks.jpg