top of page

EN DAG PÅ KONTORET ...

OperetteKompagniet besøger i sæsonen 2017/2018 hele 23 danske byer med dets turnévirksomhed. Den Glade Enke har hærget fra Frederikshavn til Næstved, fra Åbenrå til Gribskov. Her får du et indblik i, hvordan "en dag på kontoret" ser ud på landevejen for foretagendet, der består af de to styrmænd på billedet: landets utvivlsomt kønneste kapelmester, Carol Conrad - og Camille de Rosillon goes blond, Thomas Peter Koppel. Turen går til Skanderborg.

Den lille firmabil (en Mercedes Vito) skal efter aftale lande på åstedet fire timer før forestillingsstart, nærmere betegnet sent eftermiddag kl. 15.30. Køreturene på vore breddegrader veksler typisk mellem en halvtime og fem timer - lidt nord for Århus består af tre af slagsen. Med i "bussen" er, udover de to direktører for det hele, stylist Denise Wencke Gjernøe, der har et større arsenal af parykker og andre forvandlingskugler, der skal stilles op, inden sangerne møder "i stolen" senere. Der parkeres på bagsiden af kulturhuset, hvor tre assistenter står klar til at hjælpe med aflæsningen ved sceneindgangen.

Den næste time går med at fordele grejet rundt omkring - på scenen, i garderoberne, i foyeren, i køkkenet. Ensemblet ankommer 16.30 og her skulle det meste af scenebilledet gerne stå klar: trioens placering stadfæstet, møbler placeret, den i netop denne operette så vigtige pavillon samlet, guld-bagtæppet hængt op, rekvisitter pakket ud - og ikke mindst detaljerne omkring produktionen gennemgået i store træk med den lokale scenemester. Sidstnævnte kan så give sig i kast med at sætte lys - og i få tilfælde også at ordne lyd, hvis stedet er af en sådan størrelse, at akustikken kræver et lille løft. Kulturhuset Skanderborg venter over 400 gæster, så et par gulvmics er ikke at kimse ad.

De otte rolleindehavere stiller til forprøve, hvor man finder løsninger på ind- og udgange ud fra den pågældende aftens logistik. Især bør spillet foran selve fortæppet og omkring forscenetrapperne checkes grundigt ud, også af sikkerhedsmæssige hensyn. Danilo har det med at rende afsted til Maxim, when the going gets rough - så "hans dør" skal etableres, ligesom han skal have sit helt eget sæde ude blandt publikum til sidst, hvor han som bekendt overværer Hanna Glawaris planlagte grisetteshow. De fleste huse kan lave følgespot, men visse gange har man måttet nøjes med, at salen skulle lyses en anelse op - hvilket ikke nødvendigvis er til det værre, da det kan give en mere løssluppen atmosfære. Når greven så rejser sig fra sin plads og går i dialog med enken, føler folk sig godt inkluderet i løjerne. Efter endelig at have ytret sit: "jeg elsker dig!", render han op til sin udkårne på scenen - og lyset kan atter dæmpes til den berømte Enkevals.

Scenemesteren udnytter, at alle er tilstede under forprøven til at sætte det sidste lys. Fødselsdagsbarnet Frederik Rolin får også sit spot ude på række 15, hvor en enkelt ledig plads forefindes og kan reserveres til Hr. Danilowitsch. De medvirkende finpudser dansetrinene for at komme i den helt rette stemning - og så er der enkelte "noter", der skal justeres i forhold til sidste opførelse. Kl. 17 kaldes første kvinde alias Elsebeth Dreisig til frisøren og resten af teamet bliver affodret med som regel sushi, pizza eller smørrebrød - i dag står menuen på sandwich-buffet fra The Bagel Co. Der drikkes kaffe - og tonen er livlig og kærligt drillende. Denise bruger over to timer for at nå alle igennem, så hun er den sidste til at få noget i ganen. Hun skal desuden selv i tøjet, da hun har en mindre, men absolut essentiel rolle mod slutningen som grisetten over dem alle: Margot.

En kort lydprøve afløses af, at tæppet trækkes for og dørene åbnes for de mange forventningsfulde billetkøbere. Carol & Thomas skal lige nå at få en lovet teaser-video til en fortkommende koncert i kassen - den optages rundt om det store brune flygel af ingen ringere end koncertmester Johannes Søe Hansen. Den sidste opladning er i fuld gang backstage: der høres opvarmningsøvelser af røster alle steder fra, trioen stemmer en sidste gang, kostumer anbringes klar i kulissen til de hurtige skift undervejs, scenemesteren får alle infos finkæmmet, der gåes en runde for at tilse at alt er som det skal være - og kort før tid er der samling for hele flokken med "kampråb" og klap på skuldrene!

Klokken er blevet 19.30 og efter en mindre introduktion, trækkes tæppet for første gang af én fra holdet. To timer senere er de forskellige intriger gået op i en højere enhed og kun fremkaldelserne mangler. Inden den helt store oprydning kan gå i gang, skåler vi lige sammen - der evalueres lystigt og den værste sved fra panden kan tørre ud. Der synges selvfølgelig fødselsdagssang for Frederik, inden alle går til omklædning.

De samme hjælpere som tidligere viser sig igen og bærer ud til bilen. Endeligt gøres programsalget op, der tages afsked med alle involverede - og en time efter sidste tæppefald, kan hjulene atter rulle mod København. Turnélivet er hårdt arbejde og byder på mange kasketter - men glæden vinder altid! Glæden over den kemi, der er blandt kolleger og det slutresultat det afstedkommer - og selvfølgelig glæden over, hvad denne genre til stadighed formår at viderebringe af ægte begejstring til en hel generation af operetteelskere! Overalt i landet ... denne dag i Skanderborg.

Enken mangler nu kun at spille seks gange til april: Rønne Teater, Viborg Teater, Skive Teater, Lynghøjskolen i Roskilde, Herning Kongrescenter og Jysk Musikteater i Silkeborg.

I næste sæson er det Flagermusen, der skal igennem samme mølle! ;-)

Følg med her:

bottom of page