"JEG SYNGER BARE - STEMMEN OMSTILLER SELV!"

02.01.2018

 

Herretrioen Old Fashioned er ikke kun leveringsdygtig i smørstemmer, good looks og charmerende arrangementer ud i croonerens eksotiske univers (begået af Carol Conrad) - ved NYTÅRSGALLAEN på Bremen Teater lørdag d. 13. januar har Jens Søndergaard, Morten Lassenius Kramp & Thomas Peter Koppel såmænd også deres foretrukne babe, personificeret af den hotte mezzo, Andrea Pellegrini, med sig! På programmet står blandt meget andet Carmen, Flagermusen, Gershwin, Nature Boy - og en helt særlig udgave af Over The Rainbow.

(foto: Robin Skjoldborg)

 

 

Andrea har, efter studier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet, på kort tid etableret sig som én af sin tids mest efterspurgte sangerinder, såvel indenfor den klassiske verden som alskens crossover-genrer. Hun føler sig lige dele hjemme i f.eks. debutrollen på Det Kgl. Teater, Rosina i Barberen i Sevilla, og i sit seneste portræt på Den Jyske Opera af Beppe i L´amico Fritz - som hun gør på turné med ensemblet, The Piazzolla Orchestra, i nye sange af Martin Hall eller i samarbejdet med Jacob Binzer fra DAD. Andrea har stået på alle større scener herhjemme og arbejdet sammen med landsdelsorkestrene - samtidig bør nævnes regelmæssige udenlands-eventyr i lande som Norge, Sverige, Finland, Rumænien og sågar Malaysia i værker, der tæller Beethovens 9. og Mahlers 8. symfonier, sidstnævntes Kindertotenlieder og Berlioz´ Les Nuits d´Eté. Hun har modtaget Anmelderringens Pris, Reumerts Talentpris, Aksel Schiøtz-Prisen med mange flere. Andrea gæster også OperetteKompagniet i 2018/2019, hvor hun trækker i bukserne og giver den som Prins Orlofsky i den nye produktion af Flagermusen.

 

- Andrea, hvor vidt spænder dit repertoire egentlig?

Det spænder så vidt som til at omfatte alt, hvad jeg kan finde på, fra det øjeblik jeg står ud af sengen, til jeg lægger mig der igen.

 

- Hvordan omstiller du dig og din stemme til de forskellige udfordringer?

Jeg synger bare, stemmen omstiller selv.

 

- Hvilken rolle spiller operetten så?

Den får mig hurtigere ud af sengen, kan man sige. Jeg ved jo, champagnen ligger klar på køl!

 

- Hvor er du på vej hen i din karriere?

Op og lidt til højre og op!

 

- Du er Old Fashioneds speciel guest ved Nytårsgallaen på Bremen Teater. Kan kvinder croone?

Nyere forskning har vist, at det, der gør mænd til croonere, er mikrofonen, og ikke kromosomet, som man(d) tidligere troede, uagtet at croonere som Sarah Vaugan, Nina Simone og Ella Fitzgerald havde forsøgt at trænge igennem med budskabet. Dermed ikke sagt at alle med en mikrofon kan croone!

 

 

Nyere forskning viser også, at Andreas timbre bedst associeres med chokolade, hvis man skal tro intervieweren her (Koppel, red.) - det ene øjeblik blød nougat, siden en dramatisk én af slagsen med høj kakao-indhold. NYTÅRSGALLA MED OLD FASHIONED & PELLEGRINI lørdag d. 13. januar kl. 15 på Bremen Teater akkompagneres af Nytårsbandet, bestående af klavertrio og slagtøj - hér rekvirerer du billetter:

www.operettekompagniet.dk/billetsalg

Please reload

© 2015-2019 OperetteKompagniet ApS
 

Jorcks.jpg