TRADITIONEN FORTSÆTTER ...

12.06.2017

 

 

OperetteKompagniet ønsker alle sine følgere en velsignet sommer - og så vender alle os med hang til den livsglade genre frygteligt tilbage i den kommende sæson, der skydes i gang med den festlige SÆSONPRÆSENTATIONSKONCERT lørdag d. 9. september kl. 14 i Metronomen på Frederiksberg. Blog-opdateringerne fortsætter hver mandag allerede fra august. Vi forlader jer for nu med endnu engang at gøre opmærksom på, hvorfor vi er her ...

 

OperetteKompagniets målsætning er at udbrede den skønne trefjerdedelstakt herhjemme - at slå et slag for en teaterform, der de senere år har ligget i klemme mellem operaens boom og musicalens indtog. Mange har fra tid til anden ligefrem spået operettens død og de store institutioner tager sig da heller ikke af den mere. Men hvor end vi tropper op, mærker vi den helt specielle eufori og livsglæde, de charmerende valse-optog inspirerer - og netop dét er særligt vigtigt i disse år, hvor man konstant fodres med hurtige tilbud og det forbipasserende ...

 

Vi vil gerne være budbringerne for, hvad denne folkelige kunstart med alle de vidunderlige og genkendelige melodier betyder - og har betydet i generationer - i dens videre færd for overlevelse! OperetteKompagniet producerer forestillinger fra det store wieneriske arkiv i elegante kammeropsætninger med en cast af professionelle sangere af den bedste hjemlige skuffe, akkompagneret af en uimodståelig velspillende klavertrio - og lagde i anledning af 100-års-jubilæet for værkets første-opførelse ud med Csárdásfyrstinden på Hofteatret i oktober 2015. Siden fulgte DEN GLADE ENKE, som vi i 2017/2018 glæder os til at præsentere for et talstærkt publikum på 23 danske scener ude i landet - ligesom vi gør med hele vores omfattende nye sæson, der byder på i alt 9 events fordelt på 34 datoer!

 

Ved at klikke ind på billetsalg på hjemmesiden kan du nu rekvirere E-tickets til alt fra DANSKE OPERETTEPERLER på Hofteatret og JUL MED KOPPEL & SØN på Frederiksberg Slot over NYTÅRSGALLA MED OLD FASHIONED & PELLEGRINI på Bremen Teater til det nye koncept, SANGERPORTRÆT: SOFIE ELKJÆR JENSEN, også på Frederiksberg Slot, og DEN NY GENERATION SYNGER OPERETTE i Metronomen. Eller med store fordele erhverve dig sæsonkortet - og altså ikke gå glip af noget som helst ...

 

OPERETTEN LEVER - TRADITIONEN FORTSÆTTER!  

Carol & Thomas

www.operettekompagniet.dk

Please reload

© 2015-2019 OperetteKompagniet ApS
 

Jorcks.jpg