top of page

CSÁRDÁS´EN RYKKER UD IGEN ...


OperetteKompagniets sæson 2016/17: Csárdásfyrstinden - 9 byer i Danmark

Som bekendt åbnede Kálmáns vidunderlige og 100-års jubilerende Csárdásfyrstinden hele ballet for udsolgte huse på Hofteatret i 2015 - og i indeværende sæson er produktionen så på farten rundt omkring i det ganske rige. OperetteKompagniet er såvel et stationært som turnérende foretagende - og begge dele har så absolut sin charme ...

I efteråret spillede forestillingen for en fyldt sal i Viborg Teater - og dagen efter gjaldt det Teaterkredsen Mariagerfjords jubilæum henlagt til Hadsund Kulturcenter. Efter premieren på Den Glade Enke i oktober ligeledes inde på Teatermuseet på Christiansborg Ridebane, Jul med Old Fashioned i december på Frederiksberg Slot og Nytårsgalla i januar på Bremen Teater, fortsætter livet på landevejen nu for Sylva & Edwin med følge med spilledatoer i februar, marts og juni.

Først gælder det Fredericia Teater, Slagelse Teater, Gribskov Kultursal og Sønderborg Teater - hér er der virkelig mulighed for at lysne en ellers mørk måned gevaldigt op. Når foråret nærmer sig er vi i Herning Kongrescenter og Jysk Musikteater i Silkeborg. Til sidst besøges Flensburg Stadttheater i det Nordslesvigske, hvor sommeren venter lige om hjørnet.

Vi kommer til et teater "near you" - og glæder os til fortsat at sprede budskabet i en nation, der historisk set ER til trefjerdedelstakten. Det er den i den grad også i dag, hvis vi må have lov at gå ud fra den varme og længselsfulde respons, der møder os overalt, hvor vi kommer! Kom ikke og sig´, at Danmark ikke er til kultur ...

Cecilia Lindwall / Signe Asmussen, Sylva - Jens Søndergaard / Bo Kristian Jensen, Edwin - Signe Asmussen / Vibeke Kristensen, Stasi - Thomas Peter Koppel, Boni - Jonathan Koppel, Feri - Csárdás-Trioen ledet af kapelmester Carol Conrad

bottom of page