... OG HVAD MENTE PRESSEN SÅ?

07.11.2016

 

De landsdækkende aviser glimrede ved deres fravær - men Frederiksborg Amts Avis og Danske Seniorers Blad var på plads ved OperetteKompagniets opførelse af Den Glade Enke på Hofteatret. Skidt pyt - sidstnævnte når alligevel ud til langt flest ... Og der var begejstring hele vejen rundt!

 

 

"Carol Conrad og Thomas Peter Koppel har lagt mange kræfter i at give operettegenren en fortjent plads på scenerne ... OperetteKompagniet har publikum med sig i fremstødet for denne elegante og iørefaldende kunstart, senest med premieren på Den Glade Enke!"

 

"Hanna Glawari behøvede blot at se på publikum, så var der nynnekor til wienertrioen og alle var henført af sødmen i Franz Lehárs melodier."

 

"Når Enken udføres så charmerende som her, kan man ikke stå imod. Carol Conrad, Johannes Søe Hansen og Kim Bak Dinitzen (billedet, red.) skaber elegant den musikalske wienerramme omkring en håndfuld gode sangere med Signe Asmussen i centrum."

 

"... Og så er to timer gået og publikum valser hjemad med Lehárs melodier i øret og romantiske billeder i gammel stil for øjet. Den Glade Enke passer bravt ind i Hofteatrets rammer."

 

Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis  ****

 

 

"Der blev nynnet og klappet, grinet og stampet, og ikke mindst nydt. OperetteKompagniets Den Glade Enke gik rent ind på Hofteatret!"

 

"Nogle sjove og finurlige indfald er indlagt, som netop er kendetegn for OperetteKompagniet. Derfor muntres vi også undervejs med ord og vendinger, der ikke alle er fra det oprindelige oplæg af Léon og Stein. Men det er bestemt klædeligt!"

 

"Thomas Peter Koppel har instrueret på bedste vis, medens Carol Conrad dirigerer den hyggelige og velspillende Enke-Trio."

 

"OperetteKompagniet har lavet en på mange måder humoristisk tilgang til Den Glade Enke, der dog fortsat er let og forfriskende dejlig. Lehárs musik kommer til dens fulde ret og partierne bliver særdeles smukt fremført!"


Henrik Sieben, Senior-Bladet  *****

 

 

Nåede du ikke ind til én af de fem forestillinger i denne omgang, er der ingen grund til at fortvivle. Den Glade Enke drager på landsdækkende turné i sæsonen 2017/18 - og allerede fra januar kan du gå ind på hjemmesiden og checke ud, præcis hvor vi er hvornår!

www.operettekompagniet.dk

 

 

Please reload

© 2015-2019 OperetteKompagniet ApS
 

Jorcks.jpg