ET OVERVÆLDENDE FØRSTE ÅR!

05.06.2016

"Operetten lever - traditionen fortsætter"

 

OperetteKompagniet ønsker alle sine mange følgere en rigtig god sommer!

 

Den kun første sæson går på hæld - og det kan roligt slås fast, at der ikke blev skudt over målet, da man tog sloganet: Operetten lever - traditionen fortsætter! til sig ... For det både gør den - og vil den!

 

De store institutioner tager sig ikke af den ellers så populære genre mere: Den Jyske Opera plejede såmænd at have en årlig turné-produktion på plakaten - Det Kgl. Teater har ikke rørt ved den siden de noget ukonventionelle opsætninger af de to store, Flagermusen og Den Glade Enke, i Operaens indledende æra - og Det Ny Teater bakkede hurtigt ud igen efter genåbningen midt i 90´erne, hvor det ellers havde sat samme to værker op med stor succes.

 

En skam, da det har efterladt en hel generation af ældre musikelskere så at sige genreløse i en lang periode - og Danmark er lige så vild med trefjerdedelstakten, som det altid har været! Nu har det så igen fået et kompagni, der vil det, tør det - og leverer det!

 

Mange af de tilkendegivende henvendelser, der dagligt løber ind, slår på den taknemmelighed og glæde, det er at få lov og (gen)opleve denne vidunderlige musik - for fleres vedkommende måske en sidste gang i livet ...

 

Pianist Carol Conrad & tenor Thomas Peter Koppel takker ærbødigst for den overvældende opbakning, de har været genstand for fra første færd gennem året, der er gået: lutter udsolgte huse, nyhedsbrevet sprang alle rammer - ja, hjemmesiden gik sågar ned, da den åbnede op for billetsalget for den nye sæson 2016/2017 ...

 

Som bekendt blev der lagt ud med Kálmáns herlige Csárdásfyrstinden med en cast af prominente navne 4 gange i efteråret 2015 på Teatermuseet i Hofteatret - siden kom herretrioen with-a-twist, Old Fashioned, til og croonede Fra Lehár Til Sinatra over en weekend i april 2016 i Riddersalen på Frederiksberg Slot. Begge arrangementer solgte ud på rekordtid - og publikumsinteressen skreg tydeligvis efter mere!

 

De to co-founders, Carol & Thomas, passer begge en heftig koncertvirksomhed både sammen og hver for sig - men kom hurtigt til den erkendelse, at OperetteKompagniets formål og forventninger krævede det ekstra og partout måtte indfries! Det er hermed blevet til en reel, ny sæson med 6 events + en turné-forestilling fordelt over 10 måneder - i alt 21 datoer! Et eget billetsalgs-system er indført - og man kan ovenikøbet investere i et sæsonkort (med flere fordele!) og ikke gå glip af noget som helst ...

 

Csárdásfyrstinden rykker ud på landsdækkende turné - Den Glade Enke er næste premiere på Hofteatret - inden da bydes der på en Sæsonpræsentationskoncert med alt godt fra repertoiret - så er der Jul med Old Fashioned, igen på Frb. Slot - måneden efter er der dømt Nytårsgalla på selveste stand-uppernes højborg, Bremen Teater - i februar er der hjertevarme at hente med Valentineskoncerten i hyggelige Admiral Gjeddes Gaard - og hele dynen sluttes af med intet ringere end Den Ny Generation Synger Operette, for den skal vi også have fat i! Til sidstnævnte kan sæsonkortholdere endvidere tage en person på under 25 år med ganske gratis ...

 

OperetteKompagniet ApS vil gerne være budbringeren for en teaterform, som de senere år har ligget i klemme mellem operaens og musicalens huséren og som i visse kredse tydeligvis ikke har været anset for finkulturel nok - og sørge for dens videre færd for overlevelse! Kvalitet kan jo ikke holdes nede - den er sikret hér med professionelle sangere og musikere, der boltrer sig lystigt i såvel de elegante kammer-forestillinger fra det wieneriske arkiv, som i de forskellige festkoncerter!

 

De ugentlige blog-statusser, der gør hjemmesiden: www.operettekompagniet.dk så levende, og nyhedsbrevet fortsætter til august - billetsalget er selvfølgelig åbent sommeren igennem ... Over halvdelen af billetterne er allerede revet væk, heraf mere end 50 sæsonkort!

 

Rigtig god fornøjelse - og på gensyn i den nye sæson!

 

 

 

Please reload

© 2015-2019 OperetteKompagniet ApS
 

Jorcks.jpg